Økologisk babymad stiger mest
Salget af økologisk babymad er vokset med 60 pct. i første halvår af 2017, og på en andenplads over varegrupper, der øger sin økologiske andel, kommer kartofler med en vækst på 40 pct.
Det viser en ny opgørelse fra Økologiske Landsforening.
Convenienceprodukter som færdigretter har i høj grad været et konventionelt produceret produkt i supermarkedernes kølere – ikke mindst for måltidssalaternes vedkommende.
Det skyldes, at det har været svært at finde producenter til økologiske måltidssalater, da de indeholder mange forskellige ingredienser.
Den økologiske andel er steget med hele 27 pct. i første halvår af 2017, hvilket dels må skyldes, at der er kommet flere økologiske varianter ud i detailhandlen, dels at der sælges flere økologiske måltider via onlinebutikkerne.
Frugt- og grønt, der i forvejen ligger højt på den økologiske andel, er steget med 16 pct.
Salget af kødprodukter, der blandt andet ligger lavt, fordi udbuddet ikke altid kan følge med efterspørgslen, er steget med hele 16 pct. i første halvår af 2017.
Havregryn er den varegruppe, som oftest bliver valgt i den økologiske udgave. Således er 44 pct. af de pakker havregryn, som dagligvarehandlen sælger, økologiske.
På andenpladsen kommer først æg og mælk med ca. 31 pct.
27 pct. af det solgte mel er økologisk, mens grøntsager og frugt ligger på henholdsvis 17,5 og 16,5 pct.
I bunden ligger rugbrød og kød, hvor det økologiske salg kun udgør mellem 2 og 4 pct.