Økologisalget nåede 15 mia. kr. i 2018

Leverandører 21. feb 2019 -
This describes the image
Foto: Økologisk Landsforening

Dagligvarehandlen har traditionelt ført an i det økologiske salg, men nu har økologi også nået en tocifret markedsandel i de professionelle køkkener.

Ifølge den seneste prognose fra Landbrug & Fødevarer fortsætter udviklingen ad samme spor, som man har set de senere år, og organisationen skønner, at økosalget i foodservice ramte 2,35 mia. kr. i 2018. Det svarer til en omsætningsvækst på 15 pct. Samtidig skønnes økosalget i detailhandlen at være steget omkring 12 pct.

I 2017 var detailomsætningen af økologiske fødevarer over 11,3 mia. kr. ud af et samlet fødevaresalg på 85 mia. kr. Forudsat at vækstkurven ikke er knækket i løbet af det seneste år, vil det økologiske detailsalg lande i underkanten af 13 mia. kr. i 2018.

Væksten i både detail og foodservice kommer mestendels fra de kategorier, der de senere år har nydt stor vækst: æg, mælk samt frugt og grønt, som i 2017 udgjorde 19 pct. af det samlede økologisalg til foodservicesektoren.

- Væksten i salget af frugt og grønt hænger sammen med, at sortimentet er blevet meget, meget større, og prismæssigt nærmer det sig priserne for konventionel frugt og grønt – gulerødder er et godt eksempel, siger Ejvind Pedersen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarers afdeling for erhvervspolitik.

Opdateret 10. nov 2020