Økologien i foodservice stiger med 15 pct.

Leverandører 18. sep 2019 -
This describes the image
Økologiske fødevarer foodservice Foto: Caroline Buchardt

Salget af økologiske føde- og drikkevarer til foodservice steg med 15 pct. fra 2 mia. kr. i 2017 til 2,35 mia. kr. sidste år.

Det fremgår af den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, der netop er udkommet, og det betyder, at økologien nu nærmer sig 11 pct. af det samlede salg til sektoren. Til sammenligning bestod 12 pct. af omsætningen i detailhandlen sidste år af økologiske varer.

De høje vækstrater fortsætter dermed fra de seneste år, og salget af økologi i foodservice er fordoblet på bare fem år. Det segment, der virkelig har rykket udviklingen fra 2017-2018, er kantiner på private arbejdspladser, hvor salget er steget med 20 pct. fra 2017 til 2018, lyder det fra Landbrug & Fødevarer:

- Kantiner på private arbejdspladser samt hoteller og restauranter er helt klart de største spillere blandt de professionelle køkkener. Historisk set har de været lidt bagefter de andre grupper på den økologiske dagsorden, så dét, at de nu begynder at rykke på sig, peger på en meget lys og positiv udvikling fremadrettet, siger Mette Jasper Gammicchia, leder af handel, marked & ernæring hos Landbrug & Fødevarer.

Den offentlige sektor aftager 42 pct. af salget af økologiske varer til foodservice. Det er dobbelt så meget som sektorens andel af alle føde- og drikkevarer til foodservice på 20 pct.

Kolonialvarer var den største varegruppe med 35 pct. af det samlede salg, fulgt af mejerivarer med 31 pct.

Foodservice omfatter servering af mad fra køkkener i institutioner, restauranter, kantiner, caféer, udbringning mv.

Se alle tallene her.

Læs meget mere om foodservice i Food Professional, der udkommer sammen med Dansk Handelsblad i denne uge. Læs Food Professional her.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?