Økokød-underskud: Sommer er lavsæson
Det er ikke første gang, at forsyningerne af økologisk kød til butikkerne bliver mindre i sommermånederne.
Både i Rema 1000 og i Dagrofa peger man på sæsonudsving som en del af forklaringen på, at det kniber med at få øko-kød nok for tiden.
- Det er helt korrekt, at Dagrofa heller ikke kan få de mængder af økologisk kød, som vi efterspørger - specielt på hakket oksekød. Det er altid et problem i sommerperioden, hvor kreaturerne lukkes på græs. Mængderne plejer at stige igen til efteråret, når dyrene kommer ind igen, siger kategorigruppechef på fersk kød i Dagrofa, Kate Hummelmose.
Hendes kollega i Rema 1000, kategorichef Jonas Garly Sørensen, er enig:
- Det er rigtigt, at butikkerne kan sælge mere, end vi kan købe. På oksekødet gælder det specielt om sommeren, hvor dyrene går ude på græs, og pladsen i stalden ikke er en faktor, vurderer han.