Øko-spisemærke fejrer 10 år og runder 3000 spisesteder
Ti år efter at det statskontrollerede økologiske spisemærke blev introduceret i Danmark, har tæt ved 3.000 børnehaver, kantiner og caféer papir på, at de serverer økologi for deres gæster, fortæller Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Spisesteder kan opnå et øko-mærke i bronze, sølv eller guld, alt efter hvor stor en del af råvarerne, der er økologiske.
Milepælen på de 3000 spisesteder rundes samtidig med, at Fødevarestyrelsen gennemfører en landsdækkende kampagne i anledning af, at Det Økologiske Spisemærke fejrer 10 års jubilæum i år.
I Fødevarestyrelsen glæder vækst-og innovationsdirektør Per Krogsgaard Christiansen sig over det stigende antal økologiske spisesteder.
- Vi ved, at flere og flere gerne vil prioritere økologi og dermed fødevarer, der tager hensyn til blandt andet dyrevelfærd, drikkevand og biodiversitet. Den efterspørgsel bidrager Det Økologiske Spisemærke til at imødekomme, siger han.
- Men vi vil gerne have endnu flere hoteller, cafeer og restauranter med. Derfor har vi i samarbejde med VisitDenmark udviklet appen "Økologiske Spisesteder", der guider forbrugerne frem til det nærmeste spisested med mærket. Og derfor slår vi de kommende uger endnu et slag for Spisemærkerne både på elektroniske platforme og med reklamer på togstationerne.
Fortsætter udviklingen med samme fart som hidtil, går der ikke lang tid før Fødevarestyrelsen kan uddele Det Økologiske Spisemærke nummer 4.000.
Læs mere om foodservice i Dansk Handelsblads tillæg Food Pro, der kommer ud med avisen i uge 38.