Øko-salget steg markant med 14 pct. i 2018

Leverandører 7. maj 2019 -
This describes the image
Foto: Økologisk Landsforening

Detailsalget af økologiske varer steg 14 pct. på ét år og udgjorde 12,9 mia. kr. i 2018 mod 11,3 mia. kr. i 2017.

Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.

Fire ud af ti kr., som forbrugerne bruger på økologiske fødevarer går til frugt og grønt, der dermed er den største varegruppe med en omsætning på 4,3 mia. kr i 2018. Grøntsagerne står for to tredjedele af salget.

Mejerivarerne mælk, ost og æg stod for et salg på 3,4 mia. kr.

Blandt højdespringerne er økologisk is og anden dessert, der er vokset fra 60 mio. kr. i 2017 til 152 mio. kr. i 2018.

Den samlede detailomsætning af økologisk frugt og grønt er mere end tredoblet på seks år fra 1,3 mia. kr. i 2012 til 4,3 mia. kr. i 2018.

Salgsværdien af økologiske fødevarer estimeres til 12 pct. af det samlede salg af fødevarer i 2018. Mens andelen i 2017 blev estimeret til 13 pct.

Der kan ikke umiddelbart sammenlignes mellem de to år, da beregningsgrundlaget er ændret fra og med 2018, skriver Danmarks Statistik og begrunder forskellen med en ændret beregningsmetode.

Opdateret 10. nov 2020