OECD: Handel med kopivarer i stor vækst

Leverandører 18. mar 2019 -
This describes the image
Foto: Munchies
Skrevet af: Søren Tougaard

Markedet for kopivarer vokser sig større og større og findes inden for alle typer af varer.

I en ny rapport estimerer OECD og det europæiske varemærkekontor, EUIPO, at handlen med ulovlige kopivarer er steget fra 2,5 pct. til at udgøre op imod 3,3 pct. af verdenshandlen, svarende til omkring 3.346 mia. kr.

Desuden estimeres det, at importen af kopivarer til EU er steget fra 5 pct. til at udgøre op til 6,8 pct.

- Det er en voldsom stigning i handlen med kopivarer, og tal som gør indtryk. Ulovlige kopivarer er skadelige for samfundet, for virksomheder og ikke mindst for de danske forbrugere, der udsættes for sundhedsskadelige- og sikkerhedsmæssige risici, siger Barbara Suhr Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen, der koordinerer samarbejdet i Danmark mellem 12 myndigheder om bekæmpelse af kopivarer.

Advarsel til forbrugerne

Hvor det engang især var produkter som ure, tasker og parfumer, der blev forfalsket, så har kriminaliteten i dag bredt sig til alle typer af varer, også mad- og drikkevarer.

Ifølge rapporten eksporteres størstedelen fra Kina, Hong Kong, De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet og Singapore.

- Den omfattende handel med kopivarer er et globalt problem, som skal bekæmpes fra mange fronter. Vi gør meget i Danmark, men bagmændene finder løbende nye veje til at lokke forbrugere, der er sultne efter et godt tilbud, til at købe kopivarer. Men man udsætter sig selv og familien for fare – eksempelvis fra sundhedsskadelige stoffer i tøj og legetøj, siger Barbara Suhr Jessen.

Opdateret 10. nov 2020