OECD advarer: Brexit kan ramme dansk fødevarebranche hårdt

Leverandører 16. jan 2019 -
This describes the image
Foto: Colourbox

I går, samme dag som det britiske parlament skulle tage stilling til den aftale, premierminister Theresa May havde forhandlet sig frem til med EU, offentliggjorde OECD sin nyeste økonomiske landerapport for Danmark.

I den advarer OECD - på dansk Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling - om, at dansk økonomi er meget sårbar over for et såkaldt hårdt brexit.

Organisationen kalder det i rapporten en "mindre sandsynlig mulighed for et ekstremt chok mod dansk økonomi", men beskriver de negative konsekvenser af brexit uden en aftale således:

"En betydelig stigning i handels- og investeringsbarrierer mellem EU og Storbritannien vil have enorme, negative økonomiske konsekvenser i landbrugs-, fødevare- og fremstillingssektorerne. Tillige er dansk fiskeri meget afhængigt af fortsat adgang til den britiske fiskerizone."

Læs også: Dansk fødevareeksport ruster sig til hårdt brexit

Risiko for stort eksportfald

Ved gårsdagens afstemning fik Theresa May veritable øretæver, da hendes bud på en udtrædelsesaftale mellem Storbritannien og EU blev nedstemt med en rekordstor margin: 432 stemmer imod og kun 202 stemmer for. De 118 af nej-stemmerne kom fra hendes eget parti, De Konservative.

Dermed er risikoen for et hårdt, no-deal-brexit blevet mere end mindre sandsynlig.

Hvis den britiske regering ikke kan få opbakning til en skilsmisseaftale, og hvis ikke en ny folkeafstemning pludselig presser Storbritannien tilbage i EU's fold, kan det potentielt komme til at skære næsten 20 pct. af Danmarks eksport til Storbritannien.

OECD anslår, at eksporten vil falde med 17 pct., og bnp vil falde med 1,3 pct. over en ca. femårig periode.

Modellen er lavet ud fra beregninger af blandt andet WTO's toldsatser for handelsorganisationens samhandelspartnere. Det understreges dog i rapporten, at det høje eksportfald ikke er det mest sandsynlige resultat af forhandlingerne.

Læs også: Dansk Erhverv: Brexit-kaos er gift for danske virksomheder

Landbruget særligt udsat

Som landbrugsnation er det ikke overraskende Danmarks landbrugserhverv og fødevarebranche, der står til at blive ramt hårdest, hvis briterne groft sagt ikke snart får styr på tingene.

- Storbritannien er et meget betydningsfuldt marked og har længe været en tæt samarbejdspartner for den danske fødevareklynge. Vi havde naturligvis håbet på, at aftalen var gået igennem, så vores medlemmer kunne have fået større vished for handlen med Storbritannien i fremtiden. Det er en alvorlig situation, siger Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

I en ny rapport fra Miljø- og Fødevareministeriet estimerer Copenhagen Economics, at den danske fødevareindustri med relaterede brancher kan forvente en eksportnedgang på op mod 17 mia. kr. om året, hvis Storbritannien ender som et tredjeland med eksportcertifikater og toldsatser på 25-55 pct.

- Uanset udfaldet af brexit vil eksport af fødevarer til Storbritannien kræve ændrede arbejdsgange for virksomhederne. Derfor er Fødevarestyrelsen også ved at ansætte flere folk til at udstede eksportcertifikater, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Opdateret 10. nov 2020