Nyt sporingssystem koster dansk tobaksselskab dyrt
Mac Baren Tobacco Company producerer og sælger pibe-, finskåret tobak og tyggetobak. Udover egne produkter importerer Svendborg-selskabet en lang række tobaks- og tobaksrelaterede produkter som så som cigaretter, cigaretpapir, tyggetobak og engangslightere.
I regnskabsåret 2019/20 må selskabet tage til takke med et overskud på 13,8 mio. kr. mod 32,5 mio. kr. i forrige regnskab. Det svarer til et fald på godt 58 pct.
Dykket på bundlinjen kommer efter en positiv salgsfremgang på 43,5 mio. kr., der betød, at Mac Baren Tobacco Company omsatte for 422,6 mio. kr. i regnskabsåret, der gik til 30. april.
I regnskabet fremgår det også, at selskabets driftsaktivitet tog et dyk til 4,6 mio. kr. i 2019/20 mod hele 67,7 mio. kr. året forinden.
Årsagen til den udvikling skal findes i et nyt EU-direktiv.
"Omsætning og resultat i selskabet var negativt påvirket af implementeringen af EU Tobaksdirektiv 2, det såkaldte Track & Trace sporingssystem for finskåret tobak. Track & Trace driftsforstyrrelser i henholdsvis produktion og distribution af finskåret tobak, kombineret med et øget omkostningsniveau hertil, har været væsentlige udfordringer, som medførte et markant lavere driftsresultat for året", lyder det i ledelsesberetningen.
Venter positiv udvikling
Mac Baren Tobacco Company er ejet af familien Halbergs holdingsselskab. Selskabets direktør Henrik Harald Halberg har med 44 pct. den største ejerandel af selskabet.
Ledelsen, der også tegnes af bestyrelsesformand Per Buch, venter en positiv udvikling i indeværende regnskabsår. Især efter, at driftsforstyrrelserne i forbindelse med implementeringen af det nye sporingssystem, nu er løst.
"Udviklingen af selskabets røgfri tobak forventes ligeledes at bidrage positivt til året, dette dog afhængigt af kommende nationale lovgivninger på tobaks- og nikotinprodukter", fremgår det af ledelsesberetningen.