Nyt design sparker til Nupos vækst

Leverandører 27. nov 2019 -
This describes the image
Nupo har med nyt design sat gang i væksten Foto: Nupo
Skrevet af: Søren Tougaard

Slankemiddelvirksomheden Nupo har igennem længere tid set sig kategori skrumpe ind på grund af manglende innovation. Den udvikling ville adm. direktør Peter Wedelheim vende, da han kom til selskabet for to år siden.

Derfor har Brøndby-virksomheden lanceret et nyt emballagedesign på Diet-serien, udvidet produktporteføljen med en Slim Boost-serie og hævet prispunktet.

Efter redesignet og lanceringen af flere produkter har Nupo formået at vækste 21 pct. og fået hele kategorien til at vokse med 9 pct. i forhold til sidste år, ifølge tal fra Nielsen.

Det er første gang i fem år, der er vækst i slankekategorien herhjemme, oplyser virksomheden.

- Vi vidste, at det krævede nytænkning at gøre Nupo relevant igen. Et nyt design er en investering. Det kan afskrække mange, fordi man er følelsesmæssigt forbundet til det gamle. Men nyt design og skarpere kommunikation kan drage flere forbrugere til. Man kan få skabt stor opmærksomhed omkring sit brand, så forbrugerne ser ens brand som tidssvarende og mere appellerende, siger Peter Wedelheim om redesignet, som er sket i samarbejde med designbureauet Everland.

Jagter ny international vækst

Fremgangen har betydet, at Nupo vil udvikle endnu flere nye produkter for at styrke sin position på det danske marked og internationalt.

Virksomheden er for nylig gået på tre nye markeder i Tjekkiet, Holland og Malta og forventer at gå ind på to nye markeder det næste år. Desuden opruster Nupo på det kæmpestore tyske marked.

Trods fremgang præsenterede Nupo et minus på 631.000 kr. i regnskabsåret 2018/2019, som blev offentliggjort i midten af oktober. Selskabet oplyser ikke omsætningen, men bruttofortjenesten blev voldsom hævet fra meget beskedne 2700 kr. i 2017/2018 til 9,4 mio. kr. i det seneste regnskab.

Opdateret 10. nov 2020