Nyt anlæg vil halvere Carlsbergs vandforbrug i Fredericia

Leverandører 29. jun 2020 -
This describes the image
Foto: Carlsberg
Skrevet af: Søren Tougaard

Hos Danmarks største bryggeri bygger man hverken læhegn eller vindmøller i stormvejr. I stedet er Carlsberg godt i gang med at opføre en bygning ved bryggeriet i Fredericia, der skal huse et nyt vandgenindvindingsanlæg.

Vandgenindvindingsanlægget er beregnet til at reducere det gennemsnitlige vandforbrug på bryggeriet fra det allerede lave niveau på 2,9 hl vand per hl øl til 1,4 hl vand per hl øl.

Det nye anlæg anslås også at reducere bryggeriets energiforbrug med 10 pct. gennem egen biogasproduktion og recirkulering af varmt vand.

- Vi har altid fokuseret på god ressourceforvaltning og vandreduktion på bryggeriet, men de nye teknologier til genanvendelse af vand, som vi implementerer her i bygningen, giver mulighed for at genanvende 90 pct. af alt procesvand og dermed halvere vandforbruget i Fredericia. Vi kan derfor blive en vigtig læringsplatform for alle vores bryggerier, siger Peter Haahr Nielsen, direktør i Carlsberg Danmark.

Det nye vandgenindvindingsanlæg er et offentligt-privat partnerskabsprojekt gennem DRIP (Danish partnership for Resource and water efficient Industrial food Production).

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen skulle oprindeligt have taget første spadestik til bygningen den 13. marts, men arrangementet blev aflyst på grund af coronaudbruddet.

I stedet var hun inviteret med ved rejsegildet.

- Vores ambition i regeringen er klar: Vi vil gøre Danmark til et grønt og bæredygtigt foregangsland, og noget af det, der optager mig meget, er, hvordan vi får mere grøn forskning ud at virke i samfundet. Her i Fredericia har I gjort det. På tværs af erhvervsliv, myndigheder og forskere. Med det nye anlæg er I godt på vej til at skabe det første bryggeri i verden, der eliminerer vandspil, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

 

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?