Nye tendenser præger kaffemarkedet

Leverandører 25. apr 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Jens Bach
Skrevet af: Henrik Denman

Det klassiske slagnummer med tre pakker kaffe på tilbud er stadig den store trafikskaber i dagligvarehandlen, og intet tyder på, at det trækplaster forsvinder lige med det samme.

Man kunne så tænke, at alt er ved det gamle, når det drejer sig om danskernes kaffevaner, men det er langt fra tilfældet. Danskernes køb af kaffe præges i dag af en række tendenser, der har det til fælles, at de skaber større værdi for både leverandører og handlen.

De klassiske poser med formalet kaffe står for omkring 80 pct. af salget i volumen, men til gengæld står de mange kaffeposer i dag kun for omkring 60 pct., når man opgør det i værdi.

Nye trends

De nye trends i kaffeforbruget ligger i øget salg af kaffe som hele bønner, i instant kaffe og kapselkaffe, siger adm. direktør Peter Falk, Merrild Kaffe:

– De fleste forbrugere, der køber hele bønner, maler kaffen hjemme i såkaldte bean to cup-maskiner, som er fuldautomatiske og har en integreret kværn, eller i en separat kværn.

– Man får faktisk også den ultimative kaffeoplevelse ved at kværne sine bønner selv, lave en kop kaffe umiddelbart efter og få den helt friske kaffesmag. Der er en tendens til, at mange, der begynder med kapselkaffe, flytter over til at bruge helbønner og bean to cup-maskiner, og derfor ser man i dag en masse hel bønne-produkter blive lanceret. Han forklarer, at forbruget af kaffe bevæger sig i forskellige retninger:

– Der er markedet for kaffe som slagvare med en kendt kvalitet, som mange forbrugere har en præference for, og så er der en voksende gruppe forbrugere med en passion for kaffe, og hvor man gerne vil betale mere for kaffen. Samtidig styres forbrugerne af forskellige behov:

– Der er to poler: Dem, der har en passion for god kaffe, og de køber især hele bønner og kapselkaffe, og så er der conveniencefaktoren med især instant kaffe.

Den nemme kaffe

Hos Nestlé bekræfter Anna Lindqvist, der er nordisk marketingchef for Nescafé, at forbruget af instant kaffe meget handler om convenience:

– Salget af instant kaffe har været stigende i mange år, og det er der to grunde til. Det er nemt og hurtigt, og folk har ikke meget tid i dag. Hertil kommer, at en kop instant kaffe smager bedre i dag end tidligere. Der er sket en stor kvalitetsudvikling, så når man får en kop instant kaffe i dag, er det en rigtig god kvalitet.

Øget fokus på økologi og bæredygtighed vinder også frem på kaffemarkedet, og det mærker man tydeligt hos bl.a. Peter Larsen Kaffe.

– Vi kan se, at vi står stærkt på det økologiske og certificerede kaffemarked – et marked, som vi har satset markant på siden midten af 1990’erne, sagde Claus Bertelsen, direktør for Peter Larsen Kaffe, i forbindelse med årsregnskabet sidste år.

Opdateret 10. nov 2020