Ny ledelse i System Frugt
System Frugt A/S har i dag indført en ny og enklere ledelsesstruktur og udnævnt en ny koncernledelse, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Koncernøkonomidirektør Flemming Ib Windfeld er konstitueret som ny adm. direktør, mens kommerciel direktør Kim Juhl Sørensen har fået ansvaret for både salg og markedsføring. Samtidig fortsætter indkøbsdirektør Jan Lindberg Jørgensen med ansvaret for global sourcing.
Ændringerne kommer efter, at Peter Bruun, System Frugts adm. direktør i de seneste 3 år, har fået nyt job og dags dato fratræder sin stilling.
Fokus på driftsoptimeringer
Peter Bruun står dog til rådighed for virksomheden i en overgangsperiode, oplyser virksomheden.
- Peter har – sammen med ledere og medarbejdere – gjort et rigtig godt job med at fokusere System Frugt på kerneforretningen med tørret frugt og bær samt nødder og kerner til grønne måltider og sunde snacks. Der er gjort meget for at strømline virksomheden, styrke processer og forbedre tilbuddet til kunderne. Det vil vi gerne sige Peter tak for. Nu er System Frugt inde i en ny fase, hvor fokus i højere grad flyttes over på optimeringer af drift, indkøb og salg samt styrkelse af lønsomheden, og vi glæder os til at se den nye ledelse videreføre virksomheden i den ånd, siger bestyrelsesformand Tim Ørting Jørgensen.
Selv siger Peter Bruun om sit jobskifte:
- Jeg har fået et nyt job i Storkøbenhavn, tæt på familien, hvor jeg kan bruge mine erfaringer med ledelse og forandring. Da der nu er en helt klar strategisk retning for System Frugt, og virksomheden har et stærkt grundlag at bygge på, er det et godt tidspunkt for mig at give stafetten videre.