Ny kampagne skal styrke mærkevarer
Dagligvareleverandørerne starter en ny kampagne for at gøre forbrugerne opmærksomme på mærkevarernes værdi og for at styrke mærkevarernes position på det danske marked.
Det oplyser Dagligvareleverandørerne (DLF) i en pressemeddelelse. Kampagnen vil samle mærkevarerne og etablere en paraply for mærkevarerne og samtidig give synlighed til det enkelte mærke.
- Vores medlemmer brænder for at udvikle de bedste produkter til de danske forbrugere, og derfor skal kampagnen skabe opmærksomhed omkring værdien af de enkelte mærkevarer, og hvad man som forbruger får, når man netop vælger mærkevarer, siger direktør i Dansk DLF, Niels Jensen.
Kampagnen ønsker at styrke opfattelsen af mærkevarer i Danmark og vil få forbrugerne til at sætte lighedstegn mellem mærkevarer og innovation, høj kvalitet, pålidelighed og god smag.
Med i kampagnen er 13 mærker: KiMs, Dansukker, Royal Greenland, Kærgaarden, Sommersby, Skipper's Pibe, Santa Maria, Libero, Carlsberg Nordic, Coca Cola Zero, Dr. Oetker og Smirnoff.