Ny forening vil samle cateringbranchen
Thomas Tranberg er indehaver af cateringvirksomheden Smagssans og har arbejdet i branchen i 30 år.
I den tid har han set lidt af hvert; blandt andet en iver og virkelyst, som ikke altid bliver honoreret, og en uensartethed virksomhederne imellem, som gør det sværere at operere både som kunde og leverandør i markedet.
Derfor har han taget initiativ til den nystartede forening Danske Frokost- og Cateringleverandører, som på Madværkstedet inviterede til infomøde for interesserede cateringvirksomheder.
- Vi tror på, at vi som ny forening kan være med til at skabe et løft for hele branchen. Det handler både om, at vi får en organisation, som kan levere brancherelevant rådgivning og støtte, og om at vi som forening står stærkere i det fødevarepolitiske spil, siger Thomas Tranberg i en pressemeddelelse.
- Det er en meget fragmenteret branche uden ret mange standarder – modsat f.eks. restaurationsbranchen. Enhver kan starte en cateringvirksomhed op, og så kommer fødevarekontrollen, administrationen osv. først bagefter. Det kræver ingen faglige kundskaber, uddyber han over for Dansk Handelsblad.
Bedre samarbejde
Med den nye forening håber Thomas Tranberg, at der kan skabes en vis strømlining i branchen. Han nævner som eksempler muligheden for certificering, så kunden ved, det er professionelle kokke, der tilbereder maden, og mentorordninger, så virksomheder kan lære af hinanden.
- Vi kan styrke vores branche ved at få skabt en certificering og et kvalitetsstempel. Det er vores ambition, at man som medlem af den nye forening skal tilegne sig en certificering, som vi udvikler, ligesom man skal være villig til at levere offentliggjorte regnskaber, så kunderne kan se den virksomhed, som de handler med, siger han.
Den nye forenings formand betegner cateringbranchen i dag som meget ”fragmenteret”, men regner med, at et foreningsbaseret samarbejde vil styrke både den enkelte virksomhed og kollektivet.
Den nye forening henvender sig til de små og mellemstore cateringvirksomheder, som blandt andet leverer mad ud af huset til kantiner, firmaarrangementer og fester.
Rent organisatorisk ligger Danske Frokost- og Cateringleverandører under FødevareDanmarks paraply, og familieforøgelsen glæder formand Leif Wilson Laustsen.
- Vi er overbeviste om, at vi kan være med til at styrke cateringbranchen, og samtidig bliver FødevareDanmark kun stærkere af, at vi får endnu en organisation under os, siger han i pressemeddelelsen.