Ny 6-pack sparer miljøet for 150 tons plast om året
Carlsberg lancerer nu en ny 6-pack, hvor den sædvanlige plastfolie er erstattet med lim, der holder dåserne sammen.
Den nye teknologi har fået navnet Snap Pack og har tre år at udvikle. Carlsberg forventer, at den nye teknologi vil spare miljøet for 150 tons plast om året alene i Danmark.
Carlsberg er den første bryggerikoncern i verden, der lancerer teknikken med at lime dåserne sammen.
Formålet har først og fremmest været at minimere miljøbelastningen fra den meget populære Carlsberg pilsner 6-pack, som bryggeriet hvert år sælger mere end 26 mio. af herhjemme.
Reducerer plastforbrug med 76 pct.
- Med Snap Pack kan vi nu give danskerne en virkelig god mulighed for at forbedre miljøet og spare store mængder plastik, når de nyder deres øl. Samtidig tror vi, det vil være en anderledes og sjov oplevelse at stå med en 6-pack, hvor man ikke umiddelbart kan se, hvordan dåserne hænger sammen, siger Jeppe Boel, Marketing Manager for Carlsberg i Danmark.
Ved at erstatte den traditionelle plastikindpakning med en lille smule lim mellem aluminiumsdåserne reducerer Carlsberg plastikforbruget med op til 76 pct.
Når den nye 6-pack er fuldt udrullet, vil den på verdensplan spare miljøet for 1.200 tons plastik om året, svarende til 60 mio. plastikposer, oplyser Carlsberg.