Nordic Sugar går fra 269 millioner i plus til nul
Råvareprisen på sukker har taget et kæmpe dyk på mere end 40 pct. siden oktober 2016. Og det lave prisniveau har nu for alvor sat sig spor i Nordic Sugar, det tidligere Danisco der er en del af Europas næst største sukkerkoncern, tyske Nordzucker.
På blot et enkelt år er overskuddet på 269 mio. kr. blevet forvandlet til et rundt nul-resultat i regnskabsåret 2018/19, der løb til udgangen af februar.
Også Nordic Sugars omsætning faldt med hele 565 mio. kr. til knap 2,1 mia. kr, svarende til et dyk på 21 pct.
Nordic Sugars EBIT-resultat levede heller ikke op til forventningerne i størrelsesordenen 50-90 mio. kr., som ledelsen havde stillet i udsigt i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2017/18. I stedet måtte ledelsen notere et dyk i EBIT på 216 mio. kr. til et plus på 29 mio. kr.
Værre forhold end forventet
Det er især EU's liberalisering og stop for kvoter og mindstepriser tilbage i efteråret 2017, der har vendt op og ned på markedsbetingelserne for Nordic Sugar og alle øvrige europæiske sukkerproducenter.
- Det har været drevet af markedsforhold, der har udviklet sig værre end forventet efter sukkermarkedsordningens oohør - inklusive nedskrivninger på salgskontrakter per 28 februar 2019 - samt af tørken, der i vækstsæsonen resulterede i lavere produktionsvolumen. Salgsprisen på sukker er historisk lav i EU, og prisen på verdensmarkedet er også på et lavt niveau. Taget i betragtning, at der har været overskydende sukker på verdensmarkedet såvel som i EU, har det ikke været muligt at øge salgsprisen trods lavere produktionsvolumen som følge af tørken, lyder ledelsens forklaring på årets markante resultatfald.
Og de hårde markedsvilkår på sukkermarkedet er bestemt ikke overstået endnu.
I indeværende regnskab for 2019/20 forventer Nordic Sugar-ledelsen således et negativt EBIT-resultat i intervallet 25-50 mio. kr.