Nestlé vokser under coronapandemien

Leverandører 24. apr 2020 -
This describes the image
Foto: PR Nestlé
Skrevet af: Søren Tougaard

Nestlé, verdens største fødevarevirksomhed, leverede i årets første kvartal en omsætning på 20,8 mia. schweizerfranc - ca. 147,7 mia. kr.

Samtidig havde fødevaregiganten en organisk vækst på 4,3 pct.

Nestlé topchef, Mark Schneider, ser med dyb alvor på coronakrisen, som han forventer, vil påvirke mennesker i lang tid fremover.

- Vores virksomhed forblev modstandsdygtig i første kvartal, og det afspejler vores brede, diversificerede produktportefølje og vores stærke lokale tilstedeværelse i 187 lande. Denne krise er imidlertid langt fra ovre, og vi vil stå over for mange usikkerheder i de kommende kvartaler. Vi vil fortsætte med at tilpasse os hurtigt til ændrede forbrugerbehov og til udfordringer i vores globale forsyningskæder. I de sidste 154 år har Nestlé med succes overvundet mange udfordringer. Vi er sikre på, at vi – sammen med alle dem, der kæmper mod pandemien og dens konsekvenser – også vil overvinde denne, siger Nestlés topchef.

Flere Starbucks-produkter på hylderne

I Danmark sælger Nestlé produkter som kaffe, medicinsk ernæring, morgenmad, børneernæring, plantebaserede fødevarer og chokolade, og i årets første kvartal satte corona også sit store præg på arbejdet.

Landechef i Nestlé Danmark, Henriette Kjær Schmidt fortæller, at virksomheden har formået at opretholde leverancerne til kunderne.

Samtidig har Nestlé blandt andet fortsat med at introducere forbrugerne for flere Starbucks-produkter i dagligvarehandlen, siden virksomheden lancerede de første Starbucks-produkter i slutningen af 2019.

- Vi har lanceret Starbucks i originale Nespresso-kapsler i december, og i begyndelsen af 2020 blev Starbucks også introduceret som Nescafé Dolce Gusto-kapsler, som hele bønner og som filterkaffe. Før havde Starbucks’ rene kaffeprodukter ikke været ude på hylderne i detailhandlen. Vi kan konstatere, at danskerne i den grad har taget Starbucks til sig, siger landechefen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?