Nestlé forventer vækst på 3 procent
Verdens største fødevarevirksomhed, Nestlé, omsatte i første halvår af 2018 for 282 mia. kr. og havde en organisk vækst på 2,8 pct. Det viser koncernens regnskab for årets to kvartaler, der blandt andet byder på et øget salg i Kina og USA.
I Danmark har første halvår også budt på fornuftige resultater på tværs af Nestlés mange produktkategorier, som f.eks. dækker kaffe, chokolade, morgenmad, børneernæring, medicinsk ernæring og saucer/fonder.
- Succes er, når vi formår at vækste i vores primære kategorier og samtidig udforsker og udnytter potentiale på nye mindre kategorier og subkategorier. Vi har relanceret Danmarks største instant kaffe, Nescafé Gold, og forbrugerne har taget godt imod den nye, forbedrede smag. Derudover har vi blandt andet succesfuldt lanceret nye vegetarprodukter under brandet Hälsans Kök, siger landechef Henriette Kjær Schmidt, Nestlé Danmark, i en pressemeddelelse.
Fastholder forventninger
Adm. direktør i Nestlé-koncernen, Mark Schneider, udtaler i forbindelse med regnskabet:
- Vores første halvår bekræftede, at vores strategiske initiativer og strenge gennemførelse af dem klart giver resultater. Nestlé har fastholdt den opmuntrende organiske vækst i omsætningen, som vi så i begyndelsen af året. Vi var også tilfredse med den øgede organiske vækst i vores kategori for børneernæring, der er et kerneområde for os.
Fødevarevirksomheden fastholder sine globale salgsmål for 2018 og forventer en organisk vækst i omegnen af 3 pct.
Nestlé-koncernen er til stede i 189 lande og har 328.000 medarbejdere, hvoraf 5.000 arbejder med forskning og udvikling.