Nestlé: Barsel bør tælle som ledelseserfaring
Kvinder med to-tre børn mister ofte flere år af karrieren på grund af barsel, som sidenhen gør det sværere at blive ledere. Lige så må kvinder, der får børn under studiet, fravælge studiejob, hvilket igen rammer dem efter endt uddannelse.
I Nestlé Danmark har man derfor taget alder ud af ligningen, når lederjob skal besættes.
- Vi har valgt ikke at arbejde med alder, når vi besætter lederstillinger hos os. For en kvinde, der får to-tre børn, er måske på stand by i karrieren i op til fem år, når man også medregner den stilstand i karrieren, som en graviditet ofte fører med sig. Vi havde før lidt den opfattelse, at havde man ikke nået mellemlederniveau som 35-årig, "så var man nok ikke lederpotentiale". Det lavede vi radikalt om ved ikke at se på alder, men kun på kompetencer, personlighed og vilje, siger Mikala Larsen, nordisk HR-direktør i Nestlé.
Mikala Larsen, nordisk HR-direktør i Nestlé, opfordrer til, at samfundet begynder at se på barsel på en mere nuanceret måde, så barsel vurderes som mindst lige så værdifuldt som ledelseserfaring.
Det vil være et vigtigt spring henimod ligestilling, mener hun.
Derfor mener Mikala Larsen også, at arbejdspladser bør tage en intern debat om, hvilke værdier og egenskaber, der skal præge dels rekrutteringen af nye medarbejdere, dels udvælgelsen af ledere.
- En studerende på barsel er mindst lige så godt som to år på udenlandsk universitet, og det er mindst lige så godt som erhvervsarbejde under studiet. Jeg vil endda sige, at en relativ tidlig graviditet er en fordel. For det at blive forælder er et ansvar, der udvikler mennesker, og det giver følelsesmæssig robusthed, livserfaring og opbygger en evne til at se nuanceret på problemstillinger, så man kan tage bedre beslutninger, siger Mikala Larsen.
Nestlé Danmark har på 6.år lige mange mænd og kvinder på alle lederniveauer samt ligeløn, oplyser virksomheden.