Nej tak til kæmpeordre sender fiskefirma i minus igen
"Resultatet anses for ikke at være tilfredsstillende."
Sådan lyder det i ledelsesberetningen for Royal Greenland Seafood, Royal Greenlands datterselskab, som står for salg af blandt andet salg af røgvarer, panerede produkter samt produktion og salg af lagerejer.
Resultatet før skat endte på minus 59 mio. kr., hvilket er et yderligere fald fra de minus 3 mio. kr., som Royal Greenland Seafood leverede i 2017. 2018 blev således tredje år i træk med underskud - dog med det in mente, at regnskabsåret 2015/16 udgjordes af 15 måneder.
Selskabets omsætning faldt i 2018 med 208 mio. kr. til 3,515 mia. kr. Årsagen beskrives i regnskabet som en konsekvens af et større ordrefravalg.
Royal Greenland valgte at sige nej til en ordre på 500 mio. kr. om at levere lakseportioner til europæisk detailhandel, fordi det ifølge koncernens årsrapport ikke er en "kerneaktivitet".
Desuden står der i ledelsesberetningen, at "salget af fladfisk-sortimentet fra samarbejdspartneren A. Espersen (...) har været en udfordring", og kombinationen af stigende råvarepriser i begyndelsen af året - som først blev kompenseret halvvejs gennem 2018 - og tabsgivende røgvarer hjælper heller ikke just.