Naturli' vil bruge græs i fremtidens fødevarer
Innograss er navnet på et projekt, som Naturli' Foods deltager i sammen med blandt andre DTU, Aalborg Universitet og Seges, og som har sigte på at finde en metode til at trække protein ud af græs og anvende proteinet i fremtidens fødevarer.
For med udsigt til en eksplosiv befolkningstilvækst, der vil runde 10 mia. mennesker i 2050, kræver det nye måder at tænke fremtidens fødevarer på. Og det er her, at græs kommer ind i billedet.
I løbet af de næste tre-fire år forventer Henrik Lund, adm. direktør i Naturli' Foods, at virksomheden anvender græs i fødevareproduktionen.
Græs har flere fordele
Mens andre afgrøder kan høstes en eller to gange om året, kan græs høstes fire gange om året. Og samtidig har græs et meget højt indhold af protein.
- Vi prøver at udtrække protein fra græs til at lave fødevarer, og det er en meget kompliceret proces. Proteinindholdet i soja er meget høj, men proteinindholdet i græs er dobbelt så høj som soja. Samtidig findes alle 11 essentielle aminosyrer i græs. For menneskeheden, for naturen og for en mere bæredygtig verden, så ved jeg, at dette projekt vil blive en succes, selv om vi stadigvæk har et stort arbejde foran os, sagde Henrik Lund på den netop afholdte Aarhus Symposium på Aarhus Universitet, hvor dagens ledere diskuterede kreative løsninger med fremtidens ledere.
Selv om forskerne fortsat kæmper med at frembringe den helt rette smag, er der altså udsigt til, at forbrugerne indenfor få år kan købe fødevarer, der indeholder protein fra græssaften.
Inden det sker, skal proteinet - som alle nye ingredienser - dog først godkendes til fødevareproduktion.
Innograss støttes økonomisk af Miljø- og Fødevareministeriet med 4 mio. kr. og løber i to et halvt år frem til midten af 2021.