Myndigheder styrker indsats mod fødevaresvindel
Fødevaresvindel er blevet big business i EU, og i alle EU-landene har myndighederne i de senere år forstærket indsatsen for at holde fødevaresvindlen væk fra supermarkederne og fødevareproducenterne.
Trods bedre analysemetoder og stor egenkontrol fra importører og dagligvarekæder er Danmark de seneste år blevet ramt af svindelsager med fødevarer. Omfanget af fødevaresvindel er dog på et lille niveau i Danmark sammenlignet med flere andre EU-lande, og det skyldes ifølge chefen for Fødevarestyrelsens rejsehold, Michael Rosenmark, en udbredt selvjustits blandt danske detailkæder og producenter.
– I Danmark er der en høj selvjustits blandt virksomhederne. Gennem vores Smiley-ordning får hele verden det jo at vide, hvis der sker overtrædelser. Det betyder, de mister kunder hver dag, så jeg har en naiv tro på, at vores system fungerer. Dagligvarekæder og importørerne bruger også rigtig mange ressourcer på at kontrollere deres leverandører og får selv foretaget test, siger han.
Dansk Handelsblad har foretaget en kortlægning af fødevaresvindel i Danmark, og den viser, at de tre store dagligvareaktører i de sidste to år har været udsat for fusk med fødevarer.
– Fødevaresvindel udgør en konstant trussel mod branchen, siger kursusleder Lars Krusell fra Teknologisk Institut. Instituttet mærker en stor interesse hos fødevarebranchen for at lære om de nye standarder, som skal sikre, at både producenter og detailkæder bliver mindre sårbare over for svindlerne.
Svindel på højt niveau
Indsatsen mod fødevaresvindel blev styrket, efter at EU for nogle år siden blev ramt af en stor hestekødsskandale. Siden er indsatsen mod svindel med fødevarer blevet et afgørende fokusområde ikke blot for detailhandlen, men også hos fødevareproducenterne. Indsatsen retter sig især mod at afdække områder, hvor virksomhederne er sårbare.
– Svindel med fødevarer er fortsat på et højt niveau, og for bedragerne er det absolut stadig et attraktivt marked. Politi og toldmyndigheder mener, at organiserede bander har tjent lige så meget på svindel med olivenolie som ved narkosmugling. Men der er flere og flere, som adresserer problemet og tager hånd om det, siger Lars Krusell.
Danske fødevareproducenter oplever tillige, at deres produkter i stigende grad udsættes for piratkopiering på internationale markeder.
Problemet er i dag så stort, at Dansk Industri længe har efterspurgte en øget indsats for at hjælpe danske producenter, der udsættes for piratkopiering. Nu har producenterne fået en effektiv hjælp, idet der hos Bagmandspolitiet er nedsat en specialenhed.
– Det er noget, virksomhederne tager godt imod, og nu siger flere virksomheder, at de kan begynde at anmelde tilfælde af piratkopiering – det har de aldrig gjort før, siger chefkonsulent i Dansk Industri, Lars Holm Nielsen.