Meyers Køkken på opkøb
For firmaer, der ikke selv har kantine eller køkkenfaciliteter, vælger flere at tilbyde medarbejderne en frokostordning leveret udefra.
I dag leverer Meyers Køkken frokost til 4.500 ansatte, og med opkøbet af Massive Catering bliver den daglige levering udvidet med mad til yderligere 3.000 ansatte.
- Vi har fulgt Massive Catering og ejer Bo Sand Hersoug gennem noget tid og er imponeret over kvaliteten af deres mad og service. Vi ser et fantastisk match mellem Meyers Køkken og Massive Catering. Med Massive i familien kan vi i endnu højere grad tilbyde vores kunder et øget udvalg af frokostløsninger, siger adm. direktør for Løgismose Meyers, Jesper Uggerhøj.
Grønt boost
I starten af 2019 etablerede Meyers et 100 pct. plantebaseret køkken i Nordhavn, som på få måneder er blevet en stor succes.
Aftalen med Massive Catering er et strategisk led i den videre udvikling af Meyers Køkken.
- Med lanceringen af det grønne køkken har vi set, at kunderne gerne vil have flere valgmuligheder. Vi ser også, at virksomhederne oftere ønsker at skifte indholdet af frokosten uden at ville bruge tid på at skifte leverandør. Derfor investerer vi i flere kvalitetsprodukter og endnu bedre service, siger Jesper Uggerhøj.
Bo Sand Hersoug fortsætter med at lede og drive Massive Catering som hidtil.
Ingen af parterne har valgt at oplyse købssummen for handlen.
Meyers Køkken er en del af Løgismose Meyers Holding, som i de seneste fire regnskaber har haft et samlet minus på 143 mio. kr. I alt omsætter koncernen for lidt mere end 1 mia. kr.