Medie: Regeringen vil åbne storcentre og udeservering

Leverandører 30. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Steen & Strøm
Skrevet af: Søren Tougaard

Artiklen er opdateret den 1. maj.

Lige nu drøfter regeringen og Folketingens partier hvilke dele af Danmark, der skal åbnes op for i fase to af genåbningen af Danmark efter den 10. maj.

Her erfarer Jyllands-Posten, at regeringen er fortaler for at åbne landets storcentre, ligesom den også vil tillade de hårdt ramte restauranter og cafeer udeservering.

De konkrete åbningsplaner er dog endnu ikke forhandlet på plads og ventes først endelig vedtaget i næste uge, hvor regeringen vil fremlægge planen.

Balancerer sundhed og økonomi

Fra interesseorganisationen EjendomDanmark lyder det, at storcentrene, der tæller 5.000 butikker, er klar til en kontrolleret genåbning.

I mange centre kan man således overvåge antallet af gæster i real-tid, og der er også gode muligheder for at styre gæsternes færden rundt i centeret, lyder det.

- Mange butikker i shoppingcentre har oplevet meget store udfordringer – også med hjælpepakkerne. Men vi kan se, at en genåbning af shoppingcentrene sagtens kan lade sig gøre på forsvarlig vis, ligesom centrene har lært af erfaringer fra andre megamarkeder, der er åbne. Kunderne, sikkerheden og en forsvarlig infrastruktur er der, så nu mangler vi lige, at butikker får lov til at drive forretning igen, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

Åbningsplanerne skal balancere det samfundsøkonomiske hensyn med smitterisikoen, og her har Kåre Mølbak, direktør hos Statens Serum Institut, netop oplyst, at smittetrykket er steget til 0,9 mod 0,6 før første fase af genåbningen, skriver Jyllands-Posten.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?