Medie: Dansk Cater udskyder betaling
Opdateret 19 marts:
Coronakrisen kradser nu for alvor hos Danmarks største cateringleverandør, Dansk Cater.
En anonym kilde fortæller til mediet Food Supply, at Dansk Cater har forsinket betalingen til virksomhedens leverandører.
Det bekræftes af Dansk Caters adm. direktør.
- Vi har trykket på pauseknappen. Vi beklager, men vi har været nødt til det. Vores salg til det private horeca-marked er faldet til cirka 25 pct. af det normale siden onsdag i sidste uge - og det falder nok yderligere, nu hvor de sidste restauranter har fået at vide, at de skal lukke, siger Steen D. Pedersen.
Ifølge Food Supply har Dansk Cater sendt en mail ud i onsdags, hvori selskabet varsler, at alle varer, der er modtaget frem til og med 14. marts vil blive betalt med en forsinkelse på 28 dage.
Derfor skal leverandørerne forvente først at modtage betaling ca. 60 dage efter fakturadatoen.
Ifølge Dansk Handelsblads oplysninger har Dansk Cater allerede fyret medarbejdere, ligesom andre er blevet opsagt med udgangen af marts.
Krisen har også betydet, at Dansk Cater har udskudt et planlagt salg til efter krisen, skriver Børsen.
Dansk Cater tæller blandt andet datterselskaberne AB Catering og BC Catering.
Læs orginalartikel: Foodservice-krise: Dansk Cater forsinker betaling til leverandører