Medie: Danish Crown tjener langt mere end konkurrenterne
-
Den danske slagterigigant er langt bedre til at tjene penge end sine europæiske konkurrenter, skriver Finans
Slagterier over alt i verden har oplevet en foodservice-forretning, der nærmest har været lukket helt ned på grund af corona. Trods de svære arbejdsbetingelser har den danske slagterigigant Danish Crown været langt bedre end sine europæiske konkurrenter til at tjene penge set over de seneste 16 måneder. Det viser beregninger af slagteriafregninger foretaget af Finans.
Danish Crown har de seneste tre måneder øget det gennemsnitlige indtjeningsforspring til konkurrenter i Tyskland, Holland og Spanien fra 1,5 kr. per kilo kød til 2,1 kr. per kilo.
Tidligere lå Danish Crown i den tunge ende målt på indtjening, men siden efteråret 2019 har Danish Crown formået at bevæge sig forrest i feltet.
Topchef Jais Valeur peger på selskabets store eksport til Kina, efter svinepesten brød ud i landet, som en af flere årsager til Danish Crowns stærke konkurrenceevne.
- 30 pct. af de grise, vi slagter i Danmark, bliver sendt til Kina, hvor priserne fortsat er attraktive og efterspørgslen stærk. Vi har en stærk ordrebog i Kina, og det kan muligvis øge deres importbehov, at der nu angiveligt er nye udbrud af afrikansk svinepest i en muteret variant, siger Jais Valeur til mediet.