Manglen på lastbilschauffører har aldrig været større

Leverandører 18. jan 2019 -
This describes the image
Foto: Colourbox
Skrevet af: Søren Tougaard

Der er ikke meget prestige forbundet med at sætte sig bag rettet i en stor truck blandt nutidens unge.

Transportbranchen slås i den grad med både fordomme og dårlig omtale, som ikke ligefrem gør det lettere at rekruttere nye chauffører til erhvervet.

Senest oprulningen af skandalen hos vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport fra Padborg, der havde ca. 200 filippinske chauffører ansat under kummerlige leve- og arbejdsforhold.

Samtidig befinder Danmark sig lige nu på toppen af en højkonjunktur, der selvsagt også har smittet positivt af på mængden af gods, der transporteres på de danske veje.

Det har givet de danske vognmandsfirmaer stigende udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt med chauffører. Transportsektoren skønner forsigtigt, at der pt. mangler 2.500 lastbilschauffører i den danske transportbranche. Og den mangel, forudser Transportens Udviklingsfond, ville være steget til 4.000 om få år, hvis det ikke lykkedes at hæve jobbets image.

- Jeg har set flere eksempler på vognmænd, der må lade biler stå derhjemme, og så har man jo sagt nej til opgaver. Konsekvensen er, at mange chauffører tager ekstra arbejde og måske periodevis arbejder helt op til 60 timer om ugen med kørsel inden for de tilladte 9-10 timer om dagen. Det er bestemt ikke normalen, men jeg vil da heller ikke afvise, at nogle chauffører til sidst kører træt i det, og derfor er det også nødvendigt, at vi får rekrutteret flere til erhvervet, siger Kurt Rinhack, konsulent i Dansk Transport og Logistik (DTL), der er erhvervs- og arbejdsgiverforening for den hjemlige transportbranche.

Stor udfordring

Kurt Rinhack har selv erfaring som chauffør og har omkring 45 års erfaring i transportbranchen. Han kalder chaufførmanglen herhjemme den største nogensinde.

Derfor mener han, regeringens vej med at løfte erhvervsuddannelser er den rigtige vej at gå. Men branchen har også selv taget fat på uddannelsesfronten, pointerer han.

F.eks. har de to fonde Transportens Uddannelsesfond og Godstransportens Uddannelses- og Udviklingsfond igennem tre år kørt kampagnen 'job i transport', hvor erhvervsskoler over hele landet har fået besøg af en specialdesignet Volvo-truck.

Roadshow-eventen har blandt andet medført, at antallet af elever på grundforløb 2 på vejtransportuddannelsen steg med 77 elever i 2017 til i alt 481 elever, og antallet har været yderligere stigende i 2018, fortæller Kurt Rinhack.

Der er dog lange udsigter til at få rekrutteret op imod de 4.000 medarbejdere, som brancher kan komme til at mangle om en kort årrække.

- Før i tiden blev man rekrutteret som ufaglært. De senere år er branchen begyndt at satse meget mere på uddannelse, men uddannelseskravene inden for vejtransportuddannelsen er også stigende. Det holder måske nogle helt unge fra at vælge uddannelsen, og derfor kunne jeg godt tænke mig, at man også begyndte på at se nærmere på at rekruttere voksenlærlinge over 25 år.

- Jeg tror desværre, vi vil have problemet de næste mange år. Gennemsnitsalderen er helt oppe i nærheden af 55 år i transportbranchen, så man får en stor afgang de kommende år og kombineret med fortsat højkonjunktur, står transportvirksomhederne med en stor udfordring. Men branchens fælles indsats nytter, siger Kurt Rinhack.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?