Mærkevarer skal med på digital bølge

Leverandører 20. jan 2016 -
Mærkevareproducenterne er nødt til at komme forbrugerne i møde med flere digitale løsninger. Arkivfoto
Skrevet af: Henrik Denman

Mærkevareleverandører er for konservative, lyder vurderingen fra reklamemand.

Mærkevareproducenterne skal blive meget bedre til at udnytte den digitale verden, som forbrugerne for længst har gjort til en uundværlig del af deres hverdag.

På konferencen Mærkevaredagen, arrangeret forleden af Dagligvareleverandørerne (DLF), var der klar besked til producenterne:

– I skal bruge den digitale verden til at blive mindre produktorienteret og mere kundeorienteret.

Budskabet kom fra Kasper Jensen, kontaktdirektør i Nørgård Mikkelsen, der som reklamebureau har mange års erfaringer med mærkevarer og detailhandel.

Forbrugernes magt

Man hører ofte udsagnet, at først havde mærkevareindustrien magten, og i dag ligger magten hos detailhandlen. Men det passer ikke:

– Det er kunderne, der har magten. Vi har som forbrugere adgang til alt, adgang til alle og adgang overalt. Derfor skal vi ikke tage udgangspunkt i vores produktionsapparat, men gå ind i nye netværk og se på de nye muligheder, det giver. Convenience slår alt i dag. Det er den vigtigste vækstdriver, og det handler ikke så meget om at ændre produkterne, men hele forretningsmodellen, sagde Kasper Jensen.

Han prikkede samtidig til mærkevareindustriens selvforståelse:

– Jeg tror, at mærkevareproducenterne skal anskue sig selv og verden omkring sig på en anden måde. Vi er en smule konservative, og vi har levet i en beskyttet boble i forhold til andre brancher.

Innovation er en stor del af forretningen for alle fø-rende mærkevareproducenter, men det er vigtigt, at de spørger, hvor de kan skabe værdi for forbrugerne og ikke bare for sig selv.

Den digitale bølge

Her kommer den digitale bølge ind i billedet. Den digitale udvikling vil ændre hele værdikæden og de kendte forretningsmodeller.

– Det er mærkevareindustrien nødt til at forholde sig til.

Leverandørerne skal tage bestik af forbrugere, der forandrer sig med stor hast. Deres indkøbsadfærd ændres. De får digitale forslag til måltider, men den information handler ikke om mærkevarer. Det stiller nye krav til markedsføringen af mærkevarerne.

Nethandel er på vej frem. Inden for dagligvarer går et stigende salg uden om detailhandlen, for der bliver lettere adgang til markedet uden om de klassiske distributionskanaler.

Kravene til innovation bliver større, men mærkevareindustrien skal også leve op til, at det gælder om at komme oftere og hurtigere med nyhederne.

Opdateret 10. nov 2020