Madspildsapp rykker ind i kantinerne
Siden To Good To Go lancerede sin app i Danmark i 2016 med henblik på at få solgt den mad fra butikker og restauranter, der ellers ville ryge i skraldespanden ved lukketid, er ca. danske 2300 butikker og en lang række restauranter kommet med i samarbejdet.
Fra denne måned er alle Flammens 14 restauranter også gået med og vil tilbyde to forskellige typer lykkebokse: En varieret lykkeboks med forskellige kødvarianter, salat og tilbehør og en vegertarboks med blandet salat og tilbehør.
Nu er turen kommet kantinerne på de danske arbejdspladser.
To Good To Go er gået i samarbejde med blandt andre ISS, Novo, Grundfos, Boehringer Ingelheim og Kokkenes Køkken om salg af "lykkebokse" med mad fra kantinebuffeterne for at undgå madspild.
- Madspild er generelt et problem i mange kantiner, og branchen har været opmærksom på det længe. Flere har allerede iværksat gode tiltag, men oplever et stigende pres både ovenfra og nedefra for mere konkrete og omfattende løsningsforslag. Med Too Good To Go får kantinerne en løsning, der både kommer medarbejderne, køkkenpersonalet, virksomheden og miljøet til gode, siger Heidi Boye, landechef for Too Good To Go i Danmark.
Stort potentiale
Rent praktisk foregår det på den måde, at medarbejderne køber en lykkeboks via virksomhedens profil i appen, som oftest kun er synlig for virksomhedens medarbejdere. Lykkeboksen koster typisk mellem 20 og 30 kr. og må fyldes med den mad, der er tilbage i buffeten, når den lukker.
- Løsningen bliver på den måde en win-win-win-situation for alle parter. Medarbejderne får aftensmad med hjem til en overkommelig pris, og maden bliver reddet fra skraldespanden til gavn for miljøet. Derudover er der selvfølgelig også et stort potentiale i det for os, da i omegnen af 3.000 kantiner i Danmark er på jagt efter gode løsninger. Vi oplever blandt andet stor interesse fra kommuner, uddannelsesinstitutioner og private virksomheder, siger Heidi Boye og tilføjer, at siden de første kantinesamarbejder blev skudt i gang i sommer, har samarbejdet reddet ca. 7000 måltider fra skraldespanden.