Måneders nedtur lakker mod enden

Leverandører 19. jun 2020 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Henrik Denman

Coronakrisen kommer til at sætte sig dybe spor i udespisningsbranchen. Det vil påvirke foodservicebranchen, som samlet set må vente at få skåret en femtedel af årsomsætningen for hele 2020.

Sådan lyder vurderingen fra Retail Institute Scandinavia.

Direktør Henning Bahr siger til Food Professional, at det virker realistisk med et årsindeks på 75-80 for hele 2020, da første halvår er smadret og genåbningen sker i et moderat tempo og med et stærkt reduceret antal udenlandske turister.

Vurderingen for den samlede foodservicebranche flugter med det skøn, viceadm. direktør i Hørkram, Preben Kristensen, giver.

Han opfattelse er, at markedet som helhed vil nå omkring indeks 75 i år.

Halveret omsætning

Foodservicebranchen er stærkt afhængig af restauranter, cafeer og kantiner. Mens kantinerne i nogen udstrækning har kunnet fortsætte driften, har restauranter og cafeer stort set været lukket.

De har været underlagt skrappe restriktioner, og det har brancheforeningen for restauranter og hoteller, Horesta, flere gange meldt ud.

- Trods genåbning af restauranterhvervet er turisme- og oplevelseserhvervet fortsat ramt af meget store strukturelle udfordringer. Restauranterne mangler således 50 pct. af den normale omsætning, og i hotelerhvervet ser det endda endnu værre ud. Her er vi nede med 80-90 pct., lød det først i juni fra Katia K. Østergaard, adm. direktør i Horesta.

Udviklingen bekræftes af en rapport fra den økonomiske ekspertgruppe om genåbning af Danmark fra maj.

Rapporten er skrevet af tre økonomiske vismænd Torben M. Andersen, Michael Svarer og Philipp Schröder.

Ifølge rapporten er restauranter et af de erhverv herhjemme, som er blevet ramt meget hårdt. I marts oplevede restauranterne en tilbagegang i omsætningen på godt 40 pct., og i april faldt omsætningen i restauranter med godt 60 pct.

Tredobling af konkurser

Udviklingen afspejler sig i antallet af beskæftigede i restaurantfaget. Lidt over 25 pct. af de beskæftigede inden for hoteller og restauranter modtager lønkompensation.

Trods kompensationerne er antallet af konkurser i branchen vokset.

- Heldigvis vælger mange at gå ud og spise, men restauratørerne har nogle faste omkostninger, der skal dækkes. For mange handler det om at holde skinnet på næsen, men for nogle betyder det desværre lukning. I forhold til samme periode sidste år skønner jeg, at vi har tre gange så mange konkurser i år, siger Nadeem Wasi, medlemschef i Horesta.

- Vi går en tid i møde, hvor flere af hjælpepakkerne vil blive udfaset, og i takt med, at de udfases, er der endnu større bekymring for, hvor mange der vil kunne klare sig. I den periode, vi har været igennem, har vi set en kraftig stigning i antal lukninger, og vi forventer endnu flere konkurser fremadrettet. Virksomhederne er jo stadig underlagt restriktioner, som begrænser virksomhedernes forretningsgrundlag, siger han.

Leverandører mærker vending

Krisen har ramt både leverandører og producenter. En analyse fra Landbrug & Fødevarer fra maj viser, at 58 pct. af virksomhederne i fødevare- og agroindustrien vurderer, at coronakrisen har medført et fald i omsætningen i foråret.

Størstedelen af virksomhederne har oplevet et fald i omsætningen på mellem 0 og 25 pct.

Genåbningen af landet - for spisestedernes vedkommende fra 18. maj - mærkes dog hurtigt hos producenterne.

Nyere tal fra Arla Pro, der leverer mejeriprodukter til kantiner, restauranter og cafeer, viser en positiv fremgang for den danske foodservicebranche.

De seneste to uger i maj, hvor restauranter, cafeer og arbejdspladser igen er åbne, er salget således steget med knap 30 pct.

Siden krisen var på sit højeste i marts, er salget af Arla Pro-produkter fordoblet.

Friske tal fra leverandørernes organisation, Mærkevareleverandørerne, viser også, at omsætningen i foodservice-segmentet spejler genåbningen i maj med et indeks på 60 sammenlignet med maj 2019. Bunden blev nået i april med knap 46.

Ser man samlet på de første fem måneder af 2020, er leverandørernes salg til de store køkkener med et indeks på 73 faldet med over en fjerdedel, når man sammenligner med den samme periode sidste år.

Opdateret 10. nov 2020