Leverandører undsiger kriseramt e-supermarked

Leverandører 24. aug 2017 -
This describes the image
Illustration: Dansk Handelsblad
Skrevet af: Henrik Denman

Mens der bag kulisserne tilsyneladende bliver kæmpet hårdt for at holde liv i online-supermarkedet Shobr, kniber det med lysten til at udtale sig om forløbet hos de leverandører, der skubbede på for at Shobr op at køre.

For få år siden var der stor tilslutning til ideen om en alternativ online-salgskanal blandt landets største leverandører, men i dag er der ingen kommentarer fra giganter som Arla Foods eller Carlsberg til den overlevelses-krise, som Shobr er havnet i i skyggen af en tvangsopløsning.

En enkelt mindre leverandør vælger dog at bryde tavsheden.

Slagter Norlyk i Grindsted har rykket forgæves efter et tilgodehavende på 60.000 kr. hos Shobr.

– Vi havde da fuld tillid til den portal, der startede med opbakning fra flere store leverandører, og vi havde fuld tillid til formalia omkring virksomheden. Især når de store virksomheder går med og siger, at det er vores, altså dagligvareleverandørernes portal. Om ikke andet ligger der da en signalværdi i, at de store har brugt deres navn og brand til at bakke op om det, siger Ulla Holst, som er medejer af Slagter Norlyk.

Leverandører har trukket sig
Dagligvareleverandørernes organisation DLF støbte oprindeligt kuglerne til Shobr, som også blev tiltænkt en rolle i organisationens aktuelle strategi, hvor markedspladsen ifølge DLF "udover at sikre leverandørernes direkte adgang til forbrugerne også sikrer bedre indsigt i onlinekanalens udvikling".

Men stifter og medejer af Shobr, Lars Munch Johansen, har siden mistet al opbakning fra leverandør-siden.

DLF ejer fortsat en lille aktieandel i et af hele seks Shobr-relaterede selskaber, Shopall24.com Denmark, som nu er under tvangsopløsning.

Men leverandørernes repræsentanter i selskabets bestyrelse har trukket sig, fordi de var uenige i Shobrs internationale planer på et tidspunkt, hvor den danske premiere kun lå få måneder tilbage.

De første tre bestyrelsesmedlemmer gik i november sidste år, mens den sidste forlod selskabet tilbage i maj, da Shobr løftede sløret for ekspansionsplaner rettet mod Kina.

DLFs adm. direktør Niels Jensen lægger afstand til både den aktuelle regnskabsmisere i Shobr og kursen mod udlandet i så tidlig en fase af portalens eksistens.

- Fra DLFs side har vi helt fra starten fundet det afgørende at få etableret en bæredygtig forretningsmodel i Danmark først. Det kræver fokus. Vi var ikke enige, da Shopall24 i efteråret 2016 begynder at gå internationalt på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er dokumenteret et bæredygtigt grundlag i Danmark, siger han.

Opdateret 10. nov 2020