Leverandører søger politisk indgreb for fair handel
Dagligvareleverandørerne har længe forsøgt at få kædernes frivillige opbakning til EU-regler for fair samhandel. Foreløbig har kun Aldi, Lidl og Coop underskrevet regler for fair samhandel, The Supply Chain Initiative.
Brancheforeningen Dagligvareleverandørerne (DLF) har nu mistet tålmodigheden og vil have politikerne til at indføre et bindende adfærdskodeks i stil med, hvad man har gjort i en lang række EU-lande.
Hvis der ikke kan skabes frivillig tilslutning til The Supply Chain Initiative foreslår DLF, at politikerne udfærdiger et sæt regler, som handlen er tvunget til at følge inspireret af det engelske Groceries Supply Code of Practice.
Den britiske regering indførte i 2010 en tilsynsenhed, der skal sikre, at dagligvarekæderne overholder reglerne for fair samhandel. De 10 største britiske kæder er tvunget til at følge de bindende regler.
Det er en af de løsninger, DLF lægger op til at politikerne kan indføre. En anden mulighed er en ombudsmand.
– Fra vores side har vi prioriteret spørgsmålet sådan, at vi hele tiden søger at få frivillig tilslutning, men der synes ikke at være nogen yderligere tilslutning fra retailsiden ud over de virksomheder, som allerede har tilsluttet sig. Vi kan konstatere, at der ikke er flere kæder, der har givet tilsagn, og så må vi forholde os til vores handlingsplan og gå videre til step to, siger adm. direktør i DLF, Niels Jensen.
Politisk forståelse
DLF vil nu arbejde på et forslag til politikerne om at indføre bindende regler for fair samhandel, og her ser DLF også på, hvad branchen i Danmark kan lære af udlandet. Niels Jensen henviser her til DLF’s handlingsplan, som lægger op til, at politikerne skal indføre bindende regler for fair samhandel.
– Der skal nu være politisk indblanding i spørgsmålet. Vi hørte tidligere på året på DLF’s konference, at der var en politisk anerkendelse af, at dagligvarebranchen har nogle udfordringer. Vi har nu givet handlen tid og mulighed nok til at gå efter en frivillig løsning. Nu må vi tage næste skridt, hvor vi må bede om hjælp, siger Niels Jensen.
En opgørelse fra DLF viser, at de fleste EU-lande har indført lovgivning om Unfair Trade Practice, og at Danmark er et af de få lande, hvor politikerne ikke har lovgivet på området.