Lavere broafgift gavner producenter
Lavere broafgifter vil komme bl.a. fødevarevirksomheder til gode.
Det forventer brancheorganisationen SMV Fødevarer, der varetager de mindre fødevareproducenters interesser. Organisationen, der er en del af FødevareDanmark, ser fornuftige perspektiver i de lavere transportomkostninger, som bliver resultatet af en lempelse på 25 pct. af broafgiften på Storebælt.
Lempelsen af broafgiften er en del af den nye afgiftsaftale, der for nylig blev præsenteret af regeringen og Dansk Folkeparti.
– Vi forventer, at de små og mellemstore fødevarevirksomheder kommer til at vækste mellem fire og syv pct. i kølvandet på de sænkede afgifter, og det er en rigtig god nyhed for vores medlemmer. Vi så dog gerne, at afgiften blev sat endnu længere ned eller helt forsvandt over en årrække, siger markedschef i SMV Fødevarer, Mads Illum Hansen, i en pressemeddelelse.
Konkurrencen
Han siger, at prisen på transport af varer ikke er ligegyldig for de medlemmer, der har en stor del af deres forretninger i regioner på hver sin side af Storebælt.
Ifølge Mads Illum Hansen og SMV Fødevarer har det været en uhensigtsmæssig konkurrencefordel for de store fødevarevirksomheder, at broafgiften har været høj. Den type virksomheder har ofte betydeligt mere gods at fragte, og dermed bliver den økonomiske byrde relativt mindre.
– Eksempelvis for den lille jyske frugtavler, der har kunder på Sjælland, eller den fynske kødgrossist, der skal levere til institutioner og sygehuse i København og omegn, har en sænkning af afgiften stor betydning. Det vil gavne leverandørerne, men i sidste ende også kunderne, der får et bedre og billigere udvalg, fordi konkurrencen bliver mere lige. Der er lige nu stor interesse blandt forbrugerne for lokale råvarer og fødevarer, og den tendens vil blive støttet, når rammevilkårene forbedres på denne måde, siger Mads Illum Hansen.