Krav om digitalisering presser dagligvareproducenter
Amazon er blevet synonym med disruption for detailhandlen, og dagligvarebranchen går ikke fri. I en ny undersøgelse fra kundeservicefirmaet Salesforce bliver den amerikanske onlinegigant endnu en gang udnævnt som den helt store trussel.
I en international spørgeundersøgelse, som ikke er møntet på Salesforces kunder, svarer 61 pct. af de adspurgte, at de mener, Amazon er mere effektiv end traditionelle detaillister, når det kommer til gensalg, repeat purchase, og tilfredshed.
Samtidig mener 68 pct., at forbrugerne er mere loyale over for Amazons egen markedsplads end over for enkelte forhandlere eller mærker.
"Disse bekymringer er ikke ubegrundede. Nylige undersøgelser viser, at mens 50 pct. af forbrugerne foretager det første produktkøb direkte fra forhandleren, og 31 pct. køber fra markedspladser som Amazon, er det anderledes for deres andet køb. 47 pct. af forbrugerne vælger markedspladser til andet køb versus kun 34 pct., som vender tilbage til forhandleren," bemærker Salesforce i rapporten.
Det skyldes både pris, sortiment og tilgængelighed - faktorer, som får 51 pct. af de 500 adspurgte ledere i dagligvarebranchen til at kalde Amazon en "kritisk trussel".
"Dagligvareproducenter er i fare for udryddelse, medmindre de genopfinder sig selv - og arbejder hurtigere for at nå nye markeder og imødekomme stigende forventninger fra forbrugerne. Valget er klart: Transformér eller slut jer til dinosaurerne," lyder opsangen fra Neeracha Taychakhoonavudh, Executive Vice President of Industries i Salesforce.
Innovation og branding
Strategien for at komme i hvert fald en del af disse udfordringer til livs er, ifølge rapporten, at virksomheder inden for dagligvareproduktion følger op på digitaliseringen.
Amerikanske tal viser, at selv om onlineomsætningen af fast moving consumer goods, FMCG, kun er på 5 pct., udgør onlinesalget 40 pct. af salgsvæksten. Her peges blandt andet på muligheden for direkte salg til forbrugeren; noget, som hele 99 pct. af de adspurgte dagligvareproducenter kigger på.
I den forbindelse fremhæver rapporten også de evindelige udfordringer med leveringens sidste skridt, den såkaldte last mile, som også er den dyreste. Ifølge undersøgelsen er det et fokusområde for langt de fleste virksomheder.
I tråd med tidens CSR-ånd er der kommet øget fokus på miljø, bæredygtighed og velgørenhed. Det er noget, som har forbrugernes interesse, men over halvdelen af dagligvareproducenterne kæmper med at nå ud med en meningsfuld fortælling om virksomhedens værdier.
"Fortsatte investeringer i e-handel, e-mail-marketing og andre forbrugerrettede kanaler vil hjælpe virksomhederne med at dele deres værdier og en konsistent fortælling med kvalitetsbevidste forbrugere," anbefaler Salesforce.