Kohberg vender tocifret millionminus til plus

Leverandører 29. maj 2020 -
This describes the image
Kohberg udgør kernen i Koffs aktiviteter. Her måtte adm. direktør i Kohberg Bakery Group, René Normann Christensen, se salget dykke med næsten 120 mio. kr. sidste år.  Foto: Kohberg

Hos landets største danskejede bageri Kohberg kommer man, i modsætning til foregående år, ud af 2019 med et pænt, mindre millionoverskud på 2,5 mio. kr. ud af en samlet omsætning på 942 mio. kr. - en voldsom forbedring sammenlignet med 2018, hvor underskuddet lød på -26 mio. kr., mens omsætningen landede på 949 mio kr.

Ifølge bageriet har man vendt udviklingen gennem et stærkere fokus på lønsomheden i forretningen frem for at jagte vækst for enhver pris. Over en tre-årig periode fra 2016-2018 har Kohberg haft et samlet underskud på over 60 mio. kr.

Den positive bundlinje til trods, er man i Kohberg opsat på ikke bare at fortsætte, men udbygge de gode takter.

- 2019 resultatet er positivt og viser, at vi har vendt udviklingen. Men vi regner det ikke for et tilfredsstillende resultat. Vi har klare ambitioner om at fortsætte udviklingen og forventer, at også 2020 ender med et positivt resultat - dog påvirket af Corona, siger René Normann Christensen, adm. direktør i Kohberg Bakery Group, i en pressemeddelelse.

Presset marked

En af Kohbergs udfordringer har i senere år været et stigende pres på markedet for frisk-indpakket brød til detailhandlen.

- Markedet for frisk-indpakket brød er i 2019 steget i værdi til trods for en faldende volumen. Det sker som følge af nødvendige prisstigninger og fokus på færre kampagner, således indtjeningen forbedres i værdikæden. Hos Kohberg har vi i 2019 haft et stærkt fokus på at skabe rentabelt salg ligesom vi har haft fokus på at ændre forbrugernes opfattelse af frisk-indpakket brød. Et arbejde der først lige er begyndt, og som skal fortsætte i 2020, siger René Normann Christensen.

Selskabets EBITDA-indtjening var i 2019 46,7 mio. kroner, hvilket også er væsentlig højere end i 2018.

Nye kræfter i ledelse og bestyrelse

PÅ den nyligt afholdte generalforsamling har Kohberg desuden skiftet ud i toppen af bestyrelsen. Den nye formand Jesper Friis er til daglig adm. direktør i restaurationskæden New World Trading Company og har tidligere være adm. direktør i Lagkagehuset før selskabet blev solgt til kapitalfonden Nordic Capital.

Jesper Friis kommer med en solid baggrund og erfaringer fra FMCG-virksomheder, og har fokus på bæredygtige økonomiske resultater gennem et fokus på hele værdikæden - og ikke mindst de mennesker, virksomheden udgøres af. Jesper Friis er CEO i New World Trading Company og har desuden en baggrund som CEO i Lagkagehuset, før dette selskab blev opkøbt af kapitalfonden Nordic Capital.

Samtidig har Kohberg fået genbesat posten som økonomidirektør i form af Lars Søndergaard, som også bliver CFO hos bageriet Kohberg Bakery Group i Bolderslev. Han bliver dermed en del af ledergruppen og overtager ansvaret for økonomi- og regnskabsfunktionerne samt IT-afdelingen.

- Det er fantastisk for Kohberg, at Lars har sagt ja til jobbet hos os. Med ham får vi masser af erfaring ind i virksomheden, som jeg er sikker på, at alle i Kohberg vil få gavn af, siger adm. direktør i Kohberg, René Normann Christensen, om Lars Søndergaard, der senest kommer fra en stilling som vice president i group finance-afdelingen hos Danfoss.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?