Kohberg starter på brødlevering om søndagen
Rugbrød er en af de varer, som danskerne hamstrede allermest, efter det stod klart, at Danmark lukker ned foreløbigt for to uger.
Nu intensiverer brødkoncernen Kohberg både produktionen og leveringen ude til butikkerne.
- Indtil nu har vi leveret hver dag, undtagen søndag, men vi kommer til at starte søndagslevering op nu. Lige nu har vi ingen udfordringer, men det kan se anderledes ud i morgen. På et tidspunkt kan det også være, kan det også være, at vi ændrer i vores prioriteringer. Vi laver jo ikke kun friskindpakket brød, men også frost bake-off til eksport, så vi har muligheden for at prioritere anderledes, siger Kohbergs marketing- og kommunikationschef Britt Hougaard til Dansk Handelsblad.
Nedprioriterer foodservice
Samtidig fortæller hun, at brødkoncernen allerede har nedprioriteret foodservice i takt med at færre spiser ude, og køkkener og kantiner over hele landet har lukket ned på blandt andet skoler og uddannelsesinstitutioner.
- Det er klart, at vi kanaliserer produkterne derhen, hvor der er mest brug for det. Og det det er klart, at foodservice bliver neddroslet lige nu, hvor efterspørgslen er meget lav, siger Britt Hougaard.
Hun fortæller, at Kohbergs kapacitet er blevet hævet betydeligt, men at man endnu ikke er ved makskapaciteten.
- Det, der kan være en udfordring, er at kerner og råvarer skal ligge i blød i mange timer, så hele planlægningen skal vi jo starte på i god tid, inden vi får en konkret ordrer fra kæderne. Den planlægning er vi dog begyndt på for flere dage siden, siger Britt Hougaard.