Kødskandale på Skare: 250 tons gammelt kød beslaglagt

Leverandører 11. jan 2023 -
This describes the image
Foto: Skare
  • Fødevarestyrelsen gjorde opsigtvækkende fund af store mængder gammelt kød hos slagteriet fra Vejen kort før jul. Skare er nu meldt til politiet.

Skrevet af: Søren Tougaard

Fødevarestyrelsens kontrolbesøg udviklede sig meget udover det sædvanlige, da man var på besøg hos Skare Meat Packers i Vejen kort før jul. Mere end en halv dag tog kontrolbesøget, hvor kontrollører blandt andet fandt oksestege helt tilbage fra 2010, okse striploins fra 2011 og entrecote steaks fra 2014. 

I alt blev helt hele 250 tons gammelt kød beslaglagt. 

Chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold Michael Rosenmark fortæller til Fødevarewatch, at beslaglæggelsen af 250 tons frossent gammelt kød ikke er set før herhjemme. Ligeledes manglede sporbarhed på kødet.

Han understreger, at det ikke i sig selv er ulovligt at opbevare gammelt kød. I dette tilfælde kan Skare Meat Packers dog ikke fremvise dokumentation på kødet. Og det er ulovligt.  

- Derfor har vi givet virksomheden frem til 1. februar til at fremskaffe fakturaer. Og vi har forklaret dem, at så længe man har kødvarer i omløb, så skal man jo kunne dokumentere sporbarheden, fordi hvis nu at nogen skulle blive syge på et tidspunkt, så skal vi jo kunne spore kødet tilbage til producenten og finde ud af, hvor der ellers er leveret varer, og så trække alle varerne tilbage, siger han til mediet. 

Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport, at der fundet uoverensstemmelser på mærkningsetikker. Derfor har Fødevarestyrelsen meldt Skare Meat Packers til politiet for at ændre oplysninger fra, at kød er født, opvokset og slagtet i Italien til, at det i stedet er født, opvokset og slagtet i Tyskland.  

Opdateret 11. jan 2023