Kødfrit forbrug er den helt store trend

Leverandører 5. feb 2018 -
This describes the image
Naturli' Foods har stor succes med plantefars på det britiske marked. Foto: Naturli' Foods
Skrevet af: Henrik Denman

Fødevareproducenten Naturli' Foods ramte plet, da virksomheden fra årsskiftet lancerede hakket plantefars med ét hug i over 600 butikker under Dansk Supermarked. I dag arbejder Naturli' på højtryk for at mætte efterspørgslen på det vegetariske produkt.

Det kødfri produkt er bare starten på en af de helt store trends på det danske marked, og konsulent- og reklamefirmaet Nørgaard Mikkelsen forudser i en ny rapport, at kødfri produkter bliver en af de største og mest betydningsfulde tendenser inden for fødevarer i 2018.

Der er et nyt marked, hvor fødevareproducenter kan hente ny vækst, skriver Nørgaard Mikkelsen i "Food trends 2018". Firmaet mener, at det i dag er svært at være flexitarer, som spiser mindre kød og mere grønt.

Dels er udvalget af flexitariske produkter fortsat meget beskedent, og dels mangler forbrugerne inspiration – de har ikke en bank af opskrifter på køkkenhylden.

Naturli' Foods har arbejdet målrettet på at blive en stor spiller på markedet for kødfri fødevarer. Virksomheden ejes af den norske fødevaregigant Orkla Foods, der sidste år opkøbte den danske producent Agger Foods, som havde slået sig op som en betydningsfuld spiller på markedet for vegetabilske alternativer til kød.

Kødløse dage

Analyser fra Coop viser, at flere end hver fjerde dansker dropper kødet én gang om ugen, og mere end hver anden har et ønske om at spise mindre kød. Dansk vegetarisk Forening forventer, at 50 pct. af danskerne vil have to kødløse dage om ugen inden for tre år.

Nørgaard Mikkelsen ser samme tendens.

Her forudser man, at forbrugerne vil spise mindre kød til fordel for det grønne. Alternativer til kødet i måltidet bliver bl.a. såkaldt powerfood i form af især bønner, linser, ærter og frø.

Naturli' Foods er gået skridtet videre og har ved årsskiftet lanceret produktet Naturli' Hakket. Ifølge direktør Henrik Lund fra Naturli' Foods er der en mindre CO2-udledning forbundet med at producere plantebaseret kost end ved produktion af animalsk kost.

I Dansk Vegetarisk Forening forventer generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl, at produktet vil gøre en overgang til mad uden kød hurtigere og nemmere for hele befolkningen, fordi produktet ligner kød, bliver tilgængeligt over hele landet og matcher prisen.

– Det er ikke bare en sensation i Danmark, men på internationalt plan. Potentialet er enormt. Et godt billede på dette er, at Google for to år siden bød 300 mio. dollars for virksomheden Impossible Foods, som fremstiller formede hakkebøffer lavet af planter. Og virksomheden takkede nej. Det siger noget om forventningerne.

Smagen er vigtig

Henrik Lund fra Naturli’ Foods siger:

– Vi ved, at rigtig mange ønsker at sætte gaflen i planter frem for kød, men mange vil ikke gå på kompromis med smagen og undvære retter som lasagne eller hakkebøf, som de er vant til at spise. Derfor har smagen og anvendelsesmulighederne haft topprioritet, og så skal det plantebaserede kød være lige ved hånden og til at betale.

Nørgaard Mikkelsen skriver i sin analyse, at der er behov for innovationer, der minder om kød. Hvis forbrugeren for alvor skal bevæge sig i en kødløs retning, er der et stigende behov for produkter, der minder om kød, og madopskrifter, der gør det nemt at spise kødfrit.

Opdateret 10. nov 2020