Køb dansk-kampagne fortsætter
Danske gartnerier fortsætter gennem 2017 en kampagne for at få de danske forbrugere til at købe dansk frugt og grønt.
Siden 2014 har producenter fra de største dele af branchen i samarbejde med Dansk Gartneri arbejdet målrettet med at få flere danskere til at købe danske produkter.
Gennem de seneste år har kampagnen fokuseret på danske produkter som det sikre og sunde valg med vægt på frugt og grønt med færre pesticidrester og høj fødevaresikkerhed.
I år vil budskaberne om dansk frugt og grønt som det sunde og sikre valg blive suppleret med en mere følelsesmæssig kommunikation, som tager afsæt i værdier som nærhed og tillid.
Kampagnen fokuserer på alt det, som gror i Danmark, og den skal vække en stolthed ved at bo og gro i et velfungerende, socialt og miljøbevidst land og samtidig gøre forbrugerne bevidste om den høje fødevaresikkerhed og det lave pesticidindhold i dansk frugt og grønt.