Knap hver tredje køber sit tøj i supermarkedet
Halvdelen af de danske forbrugere går fortsat i en specialbutik, når de skal have nyt tøj. Men næsten en tredjedel har supermarkedet som sit foretrukne sted, når der skal købes nyt til garderoben.
Det viser en undersøgelse, som Kundepanelet har foretaget for Dansk Handelsblad.
I undersøgelsen har knap 900 forbrugere svaret på, hvor de køber nonfoodvarer som el-artikler, tøj, sko, sportstøj og møbler, og hvad der er vigtigt for dem, når de køber disse varer.
Knap hver seks ud af ti har som første- eller anden prioritet, når de køber tøj, at de kan lægge det i indkøbsvognen, når de alligevel er ude at købe dagligvarer. N
år det er skoskabet, der skal fyldes op, vælger kun knap hver femte at lægge sko eller støvler i indkøbsvognen sammen med brød, mælk og kød. Knap syv ud af ti går i en specialbutik. Den resterende del køber sko via nettet og vægter højt at kunne sidde hjemme og bestille skoene.
Godt hver femte køber elektronik som tv og smartphones i de varehuse, der har de varegrupper på hylderne, mens kun hver tiende køber sin vaskemaskine eller tørretumbler der.
For dem, der køber elektronik i dagligvarebutikken, er det også bekvemmelighed, der tæller.
45 pct. siger, at den vigtigste faktor, når de køber el-artikler, er, at de kan købe det sammen med dagligvarerne. For flere end halvdelen kommer den professionelle vejledning først ind på en femteplads. Det samme gør sig gældende, når forbrugerne køber hvidevarer. Knap hver femte køber møbler og boligudstyr i dagligvarebutikken, og knap seks ud af ti siger, at den vigtigste begrundelse er, at de kan købe det sammen med dagligvareindkøbene.
[caption id="attachment_58246" align="aligncenter" width="1472"] Illustration: Ulrik Samsøe Figen[/caption]