Kina-opkøb koster på Co-Ro's bundlinje
Juice- og læskedrikproducenten Co-Ro, der markedsfører og sælger kendte mærkevarer som Suntop, Sunquick og Sun Lolly kunne glæde sig over en omsætningsvækst på 3,7 pct. sidste år.
Efter to års omsætningsfald steg koncernens omsætning til 1,91 mia. kr. som et resultat af nye produktlanceringer og stigende markedsandele.
Den organiske vækst på 6,2 pct. var på linje med ledelsens forventninger, der også forventede en pæn nedgang i resultatet før finansielle poster (EBIT).
For første gang nogensinde foretog koncernen med hovedsæde i Frederikssund sidste år et opkøb i udlandet, nærmere bestemt i Kina, hvor selskabet har købt distributøren JKD.
Og det kinesiske opkøb og de medfølgende integrationsomkostninger er ifølge selskabets ledelse den direkte årsag til, at Co-Ro måtte notere en nedgang i EBIT på 30,3 mio. kr. til 150,5 mio. kr. Faldet svarer til en nedgang på 17 pct.
- Det er ledelsens vurdering, at koncernens aktiviteter og resultater i 2018 har været tilfredsstillende, og koncernen er i en finansiel og operationel stærk position til at drage fordel af fremtidige vækstmuligheder, står der i ledelsesberetningen.
Vækst i udlandet
I Europa betød den udsædvanlige varme sommer i Nordeuropa en vækst i salget af Sun Lolly frys-selv-is på mere end 25 pct. og især en særlig stor vækst i Tyskland.
Co-Ro's største marked er dog stadigvæk Mellemøsten og Afrika, hvor koncernen har oplevet et udfordrende år som følge af den faldende økonomiske vækst. Alligevel gik Suntop frem på koncernens største marked Saudi-Arabien, ligesom man har ekspanderet produktporteføljen til alle markeder i Mellemøsten.
Co-Ro har også styrket sin position på det asiatiske marked med opkøb i Kina og en styrkelse af Sunquicks markedsandel i Malaysia, ligesom man er ved at opføre en ny fabrik i Sri Lanka.