Kims var vækstsulten i 2018
Orkla Confectionery & Snacks Danmark, der står bag Kims og lakridsmærket Panda, oplevede et tilfredsstillende 2018 med fremgang i både top- og bundlinjen.
Nye lanceringer inden for såvel chips, snacks og det nye konfekturesegment betød især tilgang af nye kunder på eksportmarkedet, hvilket resulterede i en omsætningsvækst på mere end 5 pct.
Således steg omsætningen til 720 mio. kr. mod 683 mio. kr. i 2017, og væksten har også smittet positivt af i selskabets overskud, som voksede med 15 mio. kr. til 133 mio. kr.
Ifølge ledelelsesberetningen har selskabet haft en positiv udvikling i omsætningen af chips og snacks såvel herhjemme som på eksportmarkederne, ligsom selskabet har lanceret flere nye konfektureprodukter, der har klaret sig godt, blandt andet Choko Lakrids.
Store investeringer
I alt voksede selskabets resultat før skat med 6 mio. kr. til ca. 168 mio. kr. sidste år.
Orkla Confectionery & Snacks har produktion i Søndersø, hvor man har foretaget store udskiftninger på produktionslinjerne.
"Store investeringer i nyt produktionsudstyr har, sammen med fortsat fokus på omkostninger og procesoptimeringer, ligeledes bidraget til at sikre vækst i selskabets driftsresultat. I årsrapporten for 2017 forventedes stigning i resultat før skat på 3-5 pct. Dette er indfriet med en realiseret vækst på over 5 pct.", lyder det i ledelsesberetningen, hvor årets resultat betragtes som tilfredsstillende.
Selskabet beskæftiger godt 200 medarbejdere.