Kampagne skal styrke mærkevarer
Dagligvareleverandørerne gennemfører en landsdækkende kampagne, der skal fortælle forbrugerne om mærkevarernes kvalitet og originalitet.
Det er første gang i Danmark, at brancheforeningen Dagligvareleverandørerne (DLF) og en række stærke mærkevarer går sammen om en fælles kampagne for mærkevarerne.
– Stærke mærkevarer bidrager til at drive innovation og vækst og dermed skabe værdi for forbrugeren. Det vil vi gerne skabe opmærksomhed omkring og samtidig understøtte kvaliteten og originaliteten i de deltagende brands, siger direktør i DLF, Niels Jensen.
Kampagnen kører frem til og med uge 21 og vil ramme danskerne via tv-spots, et kampagne website, online bannere og outdoor-reklamer.
Kampagnen fokuserer på at fortælle, hvordan mærkevarerne hele tiden udvikler sig til gavn for forbrugerne. Kampagnens slogan er ”Mærker, du kan stole på”, og den fremhæver mærkevarernes innovation, originalitet og kvalitet hos eksempelvis Arla, Carlsberg og KiMs, som er blandt de 16 brands bag kampagnen.
Styrket position
Baggrunden for Mærkevarekampagnen 2016 er et ønske om at positionere mærkevarerne stærkere over for de danske forbrugere og styrke efterspørgslen på netop mærkevarerne.
– DLF er meget fokuseret på to ting. Den ene er en vækstagenda på dagligvareområdet. For at skabe vækst skal vi have innovation. Det andet fokus er derfor, at et stærkt mærke kan løfte innovationen. Innovation alene gør det ikke, for der skal et stærkt brand til at løfte væksten, siger Niels Jensen.
Et af de strategiske fokusområder i DLF er at styrke mærkevarens position og det, mærkevaren står for.
I Østrig og Frankrig har dagligvareleverandørerne kørt en tilsvarende kampagne i mange år, hvor leverandører går sammen om et fælles tema omkring mærkevaren.
– Det er inspirationen derfra, vi har taget. De har i Østrig løbende videreudviklet konceptet. De har kørt kampagnen i omkring 20 år, og alene det fortæller, at de synes, at det er et vigtigt signal at holde fokus på det, som mærkevaren står for, siger Niels Jensen.