Kaffe styrker Nestlés danske forretning
-
Verdens største fødevarevirksomhed omsatte for 580 mia. kr. i 2020. Fremgangen ses også i Danmark
Den schweiziske fødevarevirksomhed Nestlé, som har nordisk hovedkontor i København, har i 2020 omsat for 580 mia. kr. efter en organisk vækst på 3,6 pct.
I Danmark har Nestlé Danmark, ifølge virksomhedens landechef Thomas Blomqvist, haft fordel af Nestlés position som "Nordisk Kaffehus" med mange store brands:
- 2020 har været et corona-år, hvor vi har haft fuld fokus på sikkerhed og sundhed for forbrugere, kunder og medarbejdere. Det har også været et år, hvor Nestlé som stort kaffehus med brands som f.eks. Nescafé, Nespresso og Starbucks har vist sin styrke. Danskerne har drukket mere Nestlé-kaffe derhjemme end ellers på grund af corona, og vi har desuden taget markedsdele, forstået sådan, at vi vokser mere end markedet generelt i de fleste af de kategorier, vi er aktive i, som f.eks. plantebaseret mad, morgenmad, børnemad og konfekture. Så det har været et godt år for Nestlé Danmark, siger Thomas Blomqvist i en pressemeddelelse.
Han mener, at brands er en stor driver i Nestlés danske salg.
- Det er klart, at danske forbrugere værdsætter vores produktportefølje med stærke mærker som kaffemærkerne og Hälsans Kök, KitKat, After Eight, Cheerios og NAN for at nævne nogle få. Vi vil fortsat være fokuseret på bæredygtighed og på sikkerhed for både vores kunder, forbrugere og medarbejdere, mens vi bruger meget tid og mange kræfter på at opretholde et højt serviceniveau over for detailhandlen og vores andre kunder, siger Thomas Blomqvist, der blev ny landechef for Nestlé Danmark midt i 2020.