Kæder efterspørger økologiske mejeriprodukter som private label
Når det gælder udbredelsen af økologiske mejeriprodukter til danskerne, er Arlas strategiske fokus på virksomhedens brandede produkter. Inden for økologi har Arla udviklet sin Arla-øko serie, som både tæller mælk, yoghurt og ost. Derudover har Arla virksomhedens egne mærkevarer som Kærgården og Riberhus mv., som også tæller økologiske varianter.
Arla er dog også leverandør af en stor del af de private label-produkter, som findes i kædernes mejeriafdelinger. Og her ønsker flere dagligvarekæder økologiske mejeriprodukter som private label.
- Vi får løbende henvendelser på økologiske private label-produkter. Der er ikke drevet meget vækst i økologien de sidste fem år. Derfor, mener vi også, at hvis vi ikke som landets største mejeri går ind og driver udviklingen, så risikerer vi, at vi ikke får gang i væksten. Det har vi en god diskussion med kæderne omkring, forklarer Jakob B. Knudsen og uddyber:
- Hvis økologi skal blive stort, skal den også ind i mærkevaren. Så der er både plads til mere økologi i private labels og i mærkevaren i takt med, at forbrugerne går den vej. Det, som mærkevaren kan gøre, er at være med til at drive væksten og innovationen, som private label har sværere ved at gøre.