Indkøber tilstår bestikkelse i millionklassen
Norden er kendt for en lav grad af korruption. Derfor har det også vakt opsigt i norske medier, at en nu tidligere leder for indkøbsafdelingen i Norgesgruppens datterselskab Unil har tilstået at have snydt detailkoncernen for millioner af kroner gennem en periode på 12 år, skriver Dagens Næringsliv.
I alt løber bestikkelsen op i 28 mio. norske kr., 21,6 mio. kr., som 53-årige Fredrik Engen har tilstået i retten.
Forinden havde Fredrik Engen også tilstået svindlen, da han via et anonymt tip blev fældet i sagen, som i retten er blevet behandlet som en ren tilståelsessag.
Bestikkelsen accelererede, da Fredrik Engen i 2006 fik tilbudt en såkaldt "bonusordning" via en indkøbsagent i Hong Kong.
Unil opkøber varer verden over, som Norgesgruppen benytter i private label-serier som First Price og Eldorado.
Norgesgruppen er med en ejerandel på 49 pct. den største ejer af Dagrofa-koncernen.