Hver eneste solgte cigaretpakke er ekstra vigtig lige nu
Hvad koster en pakke smøger?
I øjeblikket er det stort set umuligt at få et præcist svar på det spørgsmål - i hvert fald, hvis svaret også skal være gyldigt i morgen - og gælde i alle butikker.
Der er nemlig udbrudt en priskrig på det ellers meget regulerede tobaksmarked, hvor detailhandlen ikke har nogen som helst indflydelse på prisen. Butikkerne skal tage den pris, der står på banderolerne.
Priskrigen foregår mellem de tre internationale producenter, der deler det danske cigaretmarked mellem sig med. Det gælder i runde tal: 70 pct. til British American Tobacco (Prince, Cecil, Kings), knap 20 pct. til Philip Morris (Skjold, Marlboro) og de sidste 10 pct. til Japan Tobacco Industries (Camel, Winston).
De kæmper om markedsandele, og den kamp er om muligt endnu mere vigtig lige nu. Så vigtig, at producenterne er villige til at tabe penge på en pakke smøger.
Prisforskel på et billigmærke og en premiumcigaret er der altid, men mod sædvane er der i øjeblikket forskel på prisen på det samme mærke fra butik til butik - og nogle gange også fra dag til dag.
Prisforskellen skyldes selvfølgelig i høj grad, at afgiften 1. april blev sat op med et beløb, der isoleret set gør en pakke smøger op mod 15 kr. dyrere. I en sådan sammenhæng vil der altid i en kort periode altid være to priser på samme type cigaretter.
Men i denne omgang er der fortsat cigaretter med gammel afgift, mere end fem måneder efter afgiftsstigningen trådte i kraft 1. april.
Afgiften fremgår af banderolerne, som producenterne køber hos myndighederne for en pris, der svarer til afgiften.
I regler for overgangsordningen fra gammel til ny pris står, at producenterne i en given periode frem mod afgiftsstigningen hver især kun må købe 5 pct. flere af de gamle banderoler, "afgift6-banderoler", end den mængde cigaretter de plejer at sælge i en tilsvarende periode. Dette for at undgå hamstring og detaillagre, der blev fyldt op med smøger til gammel pris.
Samtidig står der i reglerne, at alle cigaretter, der faktureres til en detailgrossist efter 1. april, skal være mærket med en "afgift7-banderole" - banderole med ny afgift.
Leveret i august
Skattestyrelsen har ikke kontrolleret, hvor mange "afgift6-banderoler" de enkelte producenter købte, lige før afgiften steg. Det vil blive tjekket senere, og så kommer der en efterregning til producenten.
Styrelsen har øjensynligt heller ikke tjekket, om der efter 1. april er solgt tobak med den gamle banderole. I hvert fald er der er kommet store mængder af cigaretter med "afgift6-banderoler" ud til grossisterne så sent som i august.
Således er en sending cigaretter med gammel banderole ankommet til Coops lager fra JTI 4. august. En tilsvarende sending er landet på Reitans lager fra samme producent dagen efter, viser dokumentation, som Dansk Handelsblad er i besiddelse af.
Coop bekræfter, at detailkoncernen "har modtaget varer med gamle banderoler efter 1. april".
Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, siger til Dansk Handelsblad, at Coop "spurgte leverandøren til lovligheden, og fik en advokaterklæring om, at det var lovligt".
Fra Reitan lyder det ligeledes, at "i denne konkrete sag er vi også blevet oplyst af vores leverandør, at reglerne er overholdt".
Skattestyrelsen vil efterfølgende opkræve afgiften, "hvis en producent i strid med reglerne fortsætter med at sælge tobak med stempelmærker med gammel afgift efter 1. april 2020".
Men da producenten ikke kan sende en sådan efterregning via grossist og detailled videre til forbrugerne, må de altså selv sluge efterregningen.
Bag forhænget
Både BAT og Philip Morris har taget del i priskrigen - dog på lovlig vis. Begge har i en periode har sat priserne på enkelte mærker ned, så de selv har betalt dele af - eller hele afgiften. I sidstnævnte tilfælde med tab.
Men hvorfor sælge sine varer med tab?
Det handler såmænd om markedsandele - ikke kun på kort, men også på lang sigt.
Dansk Handelsblad har ikke adgang til Nielsens tal over markedsandele på tobaksmarkedet, men det forlyder, at markedet har flyttet sig med adskillige - måske et tocifret antal - procentpoint til fordel for markedets mindste spiller med de gamle banderoler.
I en periode med så store prisstigninger vil mange rygere gå efter de billigste smøger, og når man først har vænnet sig til et andet mærke gennem et halvt år, vil mange måske vælge at blive.
I løbet af 2021 træder en ny tobakspakke i kraft, og den gør markedsandelene endnu mere vigtige.
Hvis loven bliver vedtaget, som den ser ud, bliver det nemlig både forbudt at have synlig tobak i butikkerne, og at pryde emballagen med farver og logo.
Og så bliver det meget mere besværligt forbrugerne at skifte mærke - med mindre man som ryger er god til at huske, hvad der gemmer sig bag forhænget.