Corona-spøgelset er som bekendt dukket op i vores liv igen på et tidspunkt, hvor vi næsten nåede at tro, at vi havde taget afsked med det.

Jeg studser stadig over at se mundbind i bybilledet og i butikker, selv om jeg som Aarhus-borger for tiden overvejende befinder mig det sted i hele landet, hvor smittefaren er størst. Men nu har jeg anskaffet familiens første pakke mundbind, og så må vi se, om de skal have premiere i toget - eller f.eks. ved et dagligvareindkøb i en nær fremtid.

I bestræbelserne på at begrænse smittespredningen har vi nu set den første anbefaling af mundbinds-brug i butikkerne i Silkeborg. Meget taler for, at der kommer mere af den slags. Og måske får dagligvarebutikkerne oven i købet også del i nye forsyninger af mundbind, så priserne kan komme ned!

Men forhåbningerne om en mere normal eftersommer ovenpå det forsømte corona-forår har det unægtelig lidt svært for tiden. Usikkerheden breder sig igen i samfundet, selv om vel kun de færreste tror på, at vi kommer til at se større nedlukninger én gang til. Det ville også være ualmindeligt skidt for både økonomi og moral.

Men kriser kan som bekendt også føre godt med sig. Coronakrisen har også affødt mængder af ideer og forslag til ændrede og bedre måder at gøre tingene på indenfor alle tænkelige områder. Det gør kriser. De tilskynder os til at stoppe op og gentænke rutine- greb.

Blandt de seneste alternative forslag, der er lanceret i dagligvarebranchen med corona-situationen som afsæt, har et udspil fra direktør i Mærkevareleverandørerne, Niels Jensen, om at droppe årsforhandlingerne 2020 fundet vej til forsiden af dette blad.

Årsforhandlingerne er på en måde en af de helligste - og hemmeligste - institutioner i dansk dagligvarehandel - tæt knyttet til tilbudsaviserne. Tanken er i sin grundsubstans vild: Hvis kæder og leverandører bruger deres tid bedre på udvikling i fællesskab, frem for at slås om de sidste få øre på hver sin side af et forhandlingsbord - fysisk eller virtuelt - ville det være mere produktivt for begge parter: Vi forlænger bare kontrakten fra sidste år og tager i stedet en dialog om innovation.

Det lyder da besnærende. Hvis man lægger en smule almindelig snusfornuft ned over det udspil, lyder det lidt, som om leverandørerne er nogenlunde tilfredse med de nuværende kontrakter - og frygter for, at de får tommelskruerne på endnu en gang i de kommende måneders årsforhandlinger. Med det resultat, at de ender op med et mindre fordelagtigt resultat, når de efter sigende hårdeste nysere i dagligvarehandelen, indkøberne, har haft dem under behandling.

Man kan også tage argumentationen for pålydende og regne lidt på, hvor mange timer der går med at forberede forhandlingerne på begge sider af bordet - og så gange op med en ganske pæn timeløn. Jeg har ikke de tal, der skal til for at regne mig frem til et resultat, men samlet set kommer vi uden tvivl op i et betragteligt beløb. Det kunne sikkert række langt, hvis det blev brugt på nytænkning i stedet. Timingen er måske ikke den rigtige, når en genopblusset corona- udvikling igen tager kædernes opmærksomhed.

Men årsforhandlings-institutionen trænger sikkert til mere end et serviceeftersyn.