House of Prince øger overskud trods fald i omsætning
Rygning har i den grad været på dagsordenen i dagligvarebranchen og på Christiansborg det seneste års tid.
Og med udsigt til kraftigt forhøjede tobaksafgifter efter valget, har røgen langt fra lagt sig over tobaksdebatten. Samtidig presser hovedparten af dagligvareaktørerne endnu aktivt på for, at få politikerne til at lovgive om at gemme cigaretterne væk under disken.
Den meget modvind mod tobaksproducenterne skinner dog ikke igennem på bundlinjen hos House of Prince, der har en markedsandel på 72 pct. af det danske cigaretsalg, svarende til 4 mia. solgte cigaretter sidste år.
House of Prince står blandt bag cigaretmærkerne Prince, Kings og LA, og i 2018 formåede virksomheden således at forbedre overskuddet med 10 pct. til 732 mio. kr.
Nedgang i omsætning
Også resultatet af ordinær primær drift gik frem med 72 mio. kr. til 931 mio. kr., svarende til en stigning på 8,4 pct.
Den pæne stigning i årets resultat skal ses i lys af, at tobaksproducentens omsætning faldt for tredje år i træk. Sidste år lød omsætningen på 6,46 mia. kr. mod 6,71 mia. kr. i 2017, svarende til et fald på 3,7 pct.
"Selskabets ledelse betragter årets resultat som tilfredsstillende og i overensstemmelse med forventningerne hertil. Selskabets ledelse forventer et resultat på samme niveau i det kommende år", står der i ledelsesberetningen.
En stigning i den hjemlige tobaksafgift vil først gælde fra 2020.